26 leje. Man har med andre ord ikke ved loven villet benytte ophavs- rettens regler om rettens overgang på arvingerne men positivt be- grænset vederlaget til ophavsmanden selv og hans enke, der for- bliver ugift. Loven har formentlig gjort denne begrænsning af prak- tiske grunde, idet en fordeling af et vederlag på en større eller mindre kreds af arvinger i 50 år efter ophavsmandens død er uhen- sigtsmæssig og let vil gøre afgiften upopulær. Dertil kommer, at jo større del af det til rådighed værende beløb, der gives til døde op- havsmænds arvinger, des mindre bliver der til de levende. Kom- missionen bringer ikke højst nødtørftige oplysninger til bedøm- melse af dette spørgsmål. Man har ikke undersøgt bogbestanden i folkebibliotekerne og delt antallet mellem levende og afdøde men beskyttede ophavsmænds værker. Er bestanden af de sidste større end bestanden af de første, så vil pengene overvejende gå til arvin- ger. Disse problemer skal imidlertid ikke forfølges videre her, dog skal et spørgsmål stilles. Undervisningsministeriet skal bestemme om beløbets anvendelse til fordel for „ophavsmændene og deres efterlevende“ . Hvem er det, og hvor længe skal disse „efterlevende“ nyde afgiften? Det bør ikke overlades et administrativt kontor at træffe bestemmelse herom. I det norske udk. 1950 mot. s. 11 ad § 2 og s. 13 ad § 8 siges intet om bogudlån og udleje. De eksempler på at gøre værket tilgæn- geligt for almenheden, som nævnes i de norske mot. s. 11, har det tilfælles, at der ikke er spørgsmål om råden over eksemplarer af værket eller begrænsning i sådan råden, det drejer sig om „ut- givelse, offentlig opplesning, fremføring, utstilling, kringkasting, television og videre gjengivelse gjennem høytaler“ . Forstår det nor- ske udkast da ved begrebet „gøre det tilgængeligt for almenheden“ noget andet end det danske udkast, jfr. begges § 2? Det synes så, idet de norske mot. henviser til Knoph s. 92— 93: „Også når ver- ket blir meddelt offentligheten direkte, uten å formidles gjennem fysiske eksemplarer, er det likegyldig i hvilken form det skjer“ ; når det altså blot sker uden formidling gennem fysiske eksempla- rer. I henhold hertil gøres værket ikke tilgængeligt for almenheden derved, at en bog udlånes eller udlejes. Det norske udkast inde- holder i § 21, 1ste stk. en regel, der svarer til åndsværkslovens § 10, nr. 3 „som fikk sin endelige form i prp. 1930“, norske mot. s. 18. Når det drejer sig om tilvejebringelse af fælles nordiske love på et eller andet område, må det være et uafviseligt krav, at der er