46 mod sådant udlån. Ved dommen blev det antaget, at fogedforbudet var berettiget. I landsretsdommen, der blev stadfæstet af højeste- ret i henhold til dens grunde, udtales bl. a.: „at for så vidt man ved salg af en vare med retsvirkning kan forbyde køberen at udlåne eller udleje den til andre, må dette også antages at kunne ske med et lovligt offentliggjort skrift“ samt „at en køber, der erhverver en genstand, med hensyn til hvilken det af sælgeren er tilkendegivet ham, at den ikke må udlånes eller udlejes, må være pligtig at re- spektere forbudet, når dette tjener et formål, der har krav på rets- beskyttelse“ , hvorhos dommen konstaterer, at sagsøgte var vidende om forbudet, da han købte bogen. Det siges i en note til dommen: „Da et sådant forbehold ikke kan lægges som en servitut på selve tingen, ville betydningen af dette formentlig afhænge af, om der ved købet var truffet en sådan udtrykkelig eller stiltiende aftale, at forbeholdet var blevet et vilkår for købet.“ I så hensende må det erkendes, at omstændighederne i den retten forelagte sag var klare, der var ingen tvivl om køberens onde tro. Men ofte vil de faktiske forhold stille sig anderledes. Det har i retslivet vist sig vanskeligt at håndhæve begrænsninger i erhververens råden, som er pålagt i forbindelse med overdragelse af løsøreting, jfr. Ophavsretten 154 — 55. Dette har åbenbart været afgørende for den senere dom, U. 1935.1066 H., der drejede sig om erhvervsmæssig udlejning af ugeblade, og hvor hvert eksemplar var påtrykt forbud mod er- hvervsmæssig udlån eller udleje. Dommen udtaler, at den omstæn- dighed alene, at dette forbud var påtrykt, ikke kunne binde sag- søgte til at respektere forbudet, og at sagsøgte, der havde købt sine eksemplarer hos forskellige handlende, ikke havde påtaget sig no- gen kontraktlig forpligtelse i så henseende, jfr. T. f. R. 1936 s. 352, hvor det fremhæves, at der savnedes en påvisning af, at den af bladhandleren drevne virksomhed måtte skønnes at berøre blad- foretagendernes interesse på en reelt skadelig måde, hvilket måtte være forudsætning for en indskriden. Samme standpunkt indtager de svenske domstole. I dom 7 /io 1938 udtaler Göta Hovrätt, at den omstændighed alene, at der i bogen findes trykt et forbehold mod udlån af samme, ikke i og for sig berettiger ophavsmanden og for- læggeren til at gøre forbeholdet gældende. Det var i sagen ikke dokumenteret, at forbeholdet var gjort til betingelse ved indkøbet af det pågældende eksemplar af bogen, og derfor kunne forbehol- det ikke gøres gældende overfor køberen. Den svenske højesteret