47 stadfæstede dommen. I forholdet mellem ophavsmand og forlæg- ger må principielt det samme gælde. Forlæggerens bundethed ved indskrænkende klausuler af den heromhandlede art må alene be- dømmes efter almindelige kontraktsregler1). Anderledes ville sagen stille sig, om loven gav selve ophavsretten et videre indhold og indrømmede ophavsmanden en forbudsret, jfr. Alf Ross ovenfor s. 19. Et sådant indhold ville da kunne overføres til erhververen. Med det her anførte stemmer også L. 33 § 9, stk. 2. Lovbudet forudsætter ophavsretten udspaltet i en række beføjelser, af hvilke en overdrages til erhververen, medens resten forbliver hos ophavs- manden (eller andre, hvem han måtte overdrage dem til). Men delvis overdragelse forudsætter overdragelse af en eller flere af disse beføjelser. 22. Begrænsningen har altså i første række hensyn til indholdet af ophavsretten, idet kun en enkelt eller nogle af beføjelserne over- drages. Ved forlagskontrakten overdrages som regel kun retten til at offentliggøre et foreliggende værk i bogform, „bogretten“ . Over- sættelsesretten er genstand for særskilt overdragelse. Ofte betinger forlaget sig ret til at medvirke ved værkets anbringelse til offent- liggørelse i udlandet og får herfor visse procent af indtægten. Lige- ledes er opførelsesretten d. v. s. retten til offentlig opførelse af et scenisk værk, ret til bearbejdelse, dramatisering, filmatisering, ra- dioret, ret til gengivelse ad mekanisk vej o. s. v. genstand for særlig overdragelse eller indgår under et bestående offentliggørelsessy- stem. På samme måde er indholdsmæssige begrænsninger nu ble- vet almindelige ved overdragelse af ret til offentliggørelse af mu- sikværker og gengivelser af originale kunstværker. Hvor erhverve- *) Jfr. Büchler s. 84: „Daher erstreckt sich die absolutrechtliche Verfügungs- macht, welche dem Urheber durch sein ausschliessliches Recht an seiner Schöpf- ung eingeräumt wird, nur auf die Möglichkeit mit dinglicher W irkung zu be- stimmen, ob der Erwerber das Genussgut allgemein oder nur in einzelnen Be- ziehungen benutzen darf, ob ihm eine bestimmte Benutzungsart zustehen soll und in welchem Umfange, nicht aber auf die Möglichkeit, auch mit dinglicher W irksam keit zu bestimmen, wie der Erwerber sich innerhalb dieser Benutzungs- art verhalten soll, ihm bis ins einzelne vorzuschreiben, wie er das Recht auszu- üben habe, z. B. für welchen Preis er die Nachbildungen zu verkaufen oder wie, im Wege des Ladengeschäfts oder des Umziehens usw. verbreiten soll. Eine der- artig detaillierte Vorschrift für das Tun des Berechtigten entspringt ihm ledig- lich aus der allgemeinen schuldrechtlichen Vertragsfreiheit und kann also nur mit obligatorischer W irkung und nicht als dingliche Schranke des eingeräumten Rechtes aufgcstellt werden.“