73 heden til grove krænkelser af betydelige værker. Dette er så meget mere nødvendigt, som udk. § 28, stk. 3 hjemler påtaleret for den efterlevende ægtefælle, enhver af ophqvsmandens slægtninge i ret op- eller nedstigende linie, adoptivforældre, adoptivbørn eller sø- skende. Hvis ægtefællen ikke vil have sag, kan sådan anlægges af en af de øvrige nævnte, en ikke ubetænkelig regel. Det fremhæves af mot. anf. sted, at det ifølge fast tradition, som det ikke har været meningen at rokke ved, er tilladt at bringe travestier og parodier. Ophavsmanden kan frafalde sin ret efter § 3, „når det gælder en efter art og omfang begrænset brug af værket“. Ordene peger på brug af værket i uændret skikkelse, jfr. „værket“ , der kun kan betyde ophavsmandens værk, og passer for så vidt på ophavs- mandens afkald på navngivelse i tilfælde, hvor sådan ellers skal ske. Men det må være forslagets mening, at ophavsmanden i det nævnte omfang også kan tillade ændringer af værket, der er kræn- kende for hans anseelse, og tillade at det gøres tilgængeligt for al- menheden på en for hans anseelse krænkende måde, når det sker indenfor de angivne grænser. Mot. s. 108 nævner nogle eksempler, et enkelt oplag, en enkelt udstilling af et kunstværk, en enkelt op- førelse af et dramatisk værk, og synes her væsentlig at lægge vægt på det kvantitative „omfang“ . Begrænsning efter „art“ peger imid- lertid på noget andet. Ved mangfoldiggørelse, fx. udgivelse af et litterært værk, er der ikke nogen anledning til — selv for et enkelt oplag — at binde ophavsmanden til en hans anseelse kræn- kende udgivelse. Ved bearbejdelse, filmatisering og dramatisering m. v. er der derimod brug for bindende kontrakt.