72 ningen til „egenart“ udgå som ganske overflødig og uklar. Det norske forslag har heller ikke en sådan henvisning. For så vidt angår ændringer af værket kommer reglen til an- vendelse ikke blot ved fremstilling af eksemplarer af dette, altså hvor værket skal offentliggøres som ophavsmandens i den forelig- gende form, men også ved bearbejdelser, overførelse til anden kunstnerisk form; mot. nævner særlig filmatisering, hvor bearbej- delsen ikke kan ske uden væsentlige ændringer, „men disse må dog altid holde sig inden for sådanne grænser, at det ikke ligefrem går ud over ophavsmandens litterære anseelse eller egenart, f. eks. ved tilføjelse af en happy ending eller andre former for grove for- drejelser“ . I principet er dette rigtigt, men i praksis vil det blive vanskeligt at gennemføre, jfr. nedenfor om ophavsmandens dis- positionsmulighed. Ved spørgsmål om krænkelse af respektretten må først bemær- kes, at erhververen af værket ikke har ret til at ændre dette uden ophavsmandens samtykke, jfr. § 26, stk. 1. Er samtykke til æn- dringer givet, jfr. § 3, 3. stk., bliver spørgsmålet, om ophavsman- den tiltrods herfor kan rejse sag mod erhververen for overtrædelse af § 3, stk. 2. Her må understreges, at de kvalitative hensyn gør sig gældende, endda stærkere end ved krænkelser af faderskabs- retten. Ophavsmanden, der selv har solgt sit stof med tilladelse til visse ændringer, må normalt være afskåret fra bagefter at komme til domstolene og kræve beskyttelse for sin ære og an- seelse. Dette gælder navnlig også m. h. t. den udvidelse af beskyt- telsen, der foreslås, når værket er intakt, men det bringes i uvær- dige omgivelser ved offentliggørelsen, jfr. mot. s. 107: „Et værk kan ■ — i uændret skikkelse — optages i omgivelser, hvor det ikke hører hjemme, en kendt, alvorlig melodi kan afsynges i for- bindelse med ord, der ganske profanerer den, et klassisk værk kan — således som det har været tilfældet med J. P. Jacobsens Marie Grubbe — blive udgivet med et omslag (her billede af en sove- kammerscene), der helt strider mod værkets ånd, et kunstværk kan blive udstillet eller gengivet under forhold, som må siges at være krænkende (et meget kendt kunstværk er således blevet be- nyttet som billede på hylstre til præservativer) . . . “. Det kan ikke være meningen, at der skal reageres overfor dagliglivets utalte til- fælde af dårlig smag. Originalværket er derhos i disse tilfælde intakt. Det vil derfor være nødvendigt at indskrænke retsstridig-