143 pressen og iøvrigt reklameres på sædvanlig måde.“ Herved tænkes navnlig på omtale i de for boghandelen bestemte særlige organer og annoncering i fagpressen1). Forlæggerens skøn over annonce- ringens omfang må være afgørende, idet udgiften hertil er en om - kostning, der forhøjer bogens pris og dermed forlæggerens risiko. Ophavsmanden har ikke krav på, at teksten til salgsreklamen fore- lægges ham til godkendelse. Er værket udkommet, benyttes ofte citater fra anmeldelser i reklamen, også disse vælges af forlæg- geren. Ophavsmanden kan i det hele ikke gribe ind i forlæggerens salgsarbejde eller reklame, medmindre det kan hævdes, at den valgte form er skadelig for værkets udbredelse eller for ophavs- mandens anseelse. Også dele af værket selv eller dets illustrationer kan benyttes i reklamen, når tredjemands interesser ikke kræn- kes 2). Salget sker normalt gennem sortimentsboghandelen. Kontrakts- forholdet mellem forlægger og boghandler er ophavsmanden uved- kommende3). På den anden side er en rationel ordning af boghandelen af væ- sentlig betydning for bogens videst mulige udbredelse. I Danmark er en tilfredsstillende ordning skabt på basis af de mellem Den danske Forlæggerforening og Københavns Boghandlerforening samt Den danske Provinsboghandlerforening trufne aftaler om le- verings- og samhandelsregler gældende i forholdet mellem for- læggere og boghandlere (samhandelsbetingelser). Boghandlerne skal antages af forlæggerforeningen, der forinden antagelsen un- dersøger, om de faglige kvalifikationer m. m. er til stede. For- læggerne har leveringspligt overfor boghandlerne, der har krav på rabat. Hverken forlæggere eller boghandlere må levere bøger til videreforhandling her i landet til andre end boghandlere. Herfra gælder visse undtagelser, navnlig at de såkaldte frisalgsartikler M Udstilling i vindue må ikke blot skønlitterære men også videnskabelige op- havsmænd have krav på, når forlæggeren selv har salgsafdeling, der henvender sig til publikum. Overfor boghandelen har ophavsmanden intet krav, men kan kun fordre, at forlæggeren ved udsendelse af prospekt og anden service letter boghandleren salget. 2) Hillig nævner I s. 274— 75 det tilfælde, at billedet af en ung, letpåklædt dame under lægebehandling, der er optaget i et medicinsk værk, benyttes som bogom slag og i reklame. Samtykke til billedets optagelse i værket involverer selvsagt ikke sådan benyttelse. 3) Rault s. 297— 98.