142 læggerens hovedforpligtelse. Det stiller sig imidlertid så gunstigt, at en kontraktmæssig opfyldelse af denne forpligtelse først og fremmest er i forlæggerens egen snævreste interesse. Forlæggerens hovedformål med forlagskontrakten er jo salget af bogen. Gennem salget kommer bogen til publikum, og både ophavsmand og for- lægger når herigennem deres økonomiske formål med udgivelsen. Bogen må sælges, udbud til leje er ikke behørig spredning, dog kan indenfor musikforlag visse artikler, fx. orkestermateriale ud- lejes. Det følger af det anførte, at den ophavsmand, der påstår, at for- læggeren ikke opfylder sin kontraktmæssige forpligtelse til spred- ning af værket, har bevisbyrden herfor, og denne bevisbyrde er streng. Ophavsmanden har formodningsvis sluttet kontrakt med denne forlægger, fordi han havde tillid netop til hans salgsevner, salgsteknik, energi, forretningsforbindelser, omdømme og hele po- sition. Kan det dokumenteres, at bogen forgæves efterspørges i boghandelen foreligger misligholdelse, i hvert fald, såfremt der er eksemplarer på lager på forlaget. Dog er det ikke nok at oplyse, at bogen ikke kan fås hos en eller anden boghandler, der ikke følger med eller ikke fører værker af den slags. Til fremme af salget kræves publicitet. Forlæggeren må træffe alle de foranstaltninger, som er sædvanlige i boghandelen for at skabe mulighed for værkets salg. Omkostningerne herved påhviler ham. Værkets udgivelse skal på forhånd meddeles offentligt, og der må tilstilles pressen anmeldereksemplarer, ligesom værket ved og efter udgivelsen må annonceres i sædvanligt eller aftalt omfang. Dernæst må der gives sortimentsboghandelen lejlighed til at for- syne sig med værket. Det giver ofte anledning til uoverensstemmelser mellem parterne, hvad der skal forstås ved sædvanlig annoncering1). I N. F. § 1 sidste pkt. siges: „Forlæggeren forpligter sig til . . . . på sædvanlig måde at sørge for dets udbredelse. Værket skal annonceres i dags- ’ ) Rault anfører s. 286— 91 nogle aim. synspunkter m. h. t. reklame, som også kan være vejledende for dansk opfattelse. 1. Reklamens intensitet må stå i for- hold til, hvad værket kan yde til gengæld. 2. Værkets natur og det publikum, værket henvender sig til er afgørende for omfanget af forlæggerens pligt til re- klame. 3. Jo større publikumskres, værket henvender sig til, des større reklame. 4. Jo mere kendt eller berøm t ophavsmanden er, des større reklame. Der er der- næst efter fransk opfattelse kun pligt til annoncering i forbindelse med „le lancement de l’oeuvre“ .