186 at der er god grund til at lovfæste denne regel og gøre den ufravige- lig. Når i det hele taget loven om ophavsret skulle medtage regler om forlagsforholdet i videre omfang end L. 33’s regler herom, måtte reglen om trykkeriseddel og de øvrige i § 35 foreslåede reg- ler om regnskabsaflæggelsen melde sig i første række. Det må erin- dres, at trykkeriseddelen danner basis for opgørelsen af hele det økonomiske mellemværende mellem parterne, når honoraret er fastsat efter royalty systemet, og at den også iøvrigt har betyd- ning. Det må heller ikke glemmes, at det først for nylig efter lang- varige forhandlinger lykkedes ophavsmændene at få bestemmel- ser om trykkeriseddel med i normalkontrakterne, se N. F. § 11, stk. 1. Det er klart, at der i dette spørgsmål må ses bort fra per- sonlige, irrationelle betragtninger fra forlæggerside. Hertil kom- mer, at ikke alle forlæggere er medlemmer af forlæggerforenin- gen eller på anden måde forpligtet ved N. F.’s regler. Og netop overfor disse forlæggere er der brug for reglen. Opgørelsen af det økonomiske mellemværende må ske på forretningsmæssig basis og således, at der ikke er rum for nogen misforståelse m. h. t. an- tallet af fremstillede eksemplarer. Kun herved kommer der ro om dette spørgsmål. Også reglen i § 35, stk. 2 om regnskabsaflæggel- sen er nødvendig og rationel, dog bør af hensyn til den forretnings- mæssige udnyttelse af visse musikværker ordet „salget“ erstattes med „salg eller anden benyttelse“ , jfr. mot. s. 150. I § 36 gives regler om ophavsmandens ændringsret: „Hvis et nyt oplag sættes i arbejde over 1 år efter, at det foregående blev ud- givet, skal forlæggeren, såfremt ikke andet er aftalt, give ophavs- manden adgang til at foretage ændringer, som ikke volder ufor- holdsmæssige omkostninger eller forandrer værkets karakter,“ se hertil mot. s. 150— 51, hvis begrundelse ganske kan tiltrædes. Reg- len er foreslået som deklaratorisk, men der kan være grund til at understrege, at ophavsmanden ikke bør fraskrive sig denne ret. Omkostningerne bør bæres af forlæggeren, og ordene „volder ufor- holdsmæssige omkostninger eller“ bør derfor udgå. Værket må om nødvendigt kalkuleres om. Ved samlerværker, videnskabelige værker og ikke mindst ved populærvidenskabelige værker kræver begge parters velforståede interesser, at nødvendige ændringer foretages, så værket føres å jour. En samvittighedsfuld forlægger sælger ikke forældet stof til godtroende købere. Og for ophavs-