185 Man vil svare ophavsmandens ret til at hæve m. m., når forlægge- ren overskrider visse frister og andet ikke er vedtaget. Men hertil må siges, at ophavsmanden har ophævelsesret, uden at der kræves lovhjemmel, og uden at bestemte frister skal være overskredet. Er forlæggerens misligholdelse væsentlig, kan ophavsmanden straks hæve, det kan ikke med de foreslåede frister være meningen, at forlæggeren ubetinget og ansvarsfrit skal have tidsrummene indtil disse fristers udløb til disposition. Meningen må være den, at når disse frister er udløbet, så spares ophavsmanden for diskussion om, hvorvidt der foreligger en væsentlig misligholdelse, så kan han uden videre hæve, beholde honorar og kræve erstatning — med- mindre andet er vedtaget. M. h. t. det danske forslag skal endnu bemærkes: Ifl. L. 33 § 9, stk. 9 er undervisningsministeren bemyndiget til undtagelsesvis at forlænge fristerne for genudgivelse af et værk. Ministeren har ingen kompetence m. h. t. udgivelse af 1ste oplag og kun under ganske særlige omstændigheder ved genudgivelse. Nu foreslås i § 34, stk. 3, 2. pkt., at undervisningsministeriet — altså ikke mini- steren — undtagelsesvis skal kunne udsætte fristen for udgivelse både for 1ste oplag og for genudgivelse. Dette bør ophavsmændene rejse indsigelse imod. At forlæggeren m. h. t. genudgivelse kan opnå udsættelse hos administrationen skyldes særlige grunde1), der ikke kan anføres for ministeriets indblanding i afgørelsen m. h. t. værkets første offentliggørelse. Giver ministeriet udsættelse, er ophavsmanden afskåret fra nu at få sit værk offentliggjort på andet forlag, medmindre han kan dokumentere, at forlæggeren er skyldig i væsentlig misligholdelse. Afgørelsen heraf henhører under domstolene. Disse regler om rekurs til undervisningsministeriet er ikke medtaget i det norske udkast. I § 35, stk. 1 gives en ufravigelig regel om trykkeriseddel: „For- læggeren er pligtig at sende ophavsmanden skriftlig opgivelse fra trykkeriet eller den som ellers mangfoldiggør værket over antal- let af fremstillede eksemplarer.“ Det fremgår af mot. s. 150, at forlæggernes sagkyndige repræsentant har udtalt, at der ikke er nogensomhelst anledning til, at de i § 35 foreslåede regler gøres ufravigelige. Dette kan ikke tiltrædes, og det må med forslaget fastholdes, *) Jfr. Ophavsretten s. 230, dansk Bet. 1931 s. 23— 24 og Torben Lund I s. 106.