197 somhed efter hans død var overgået til et andet firma, der atter noget senere var afhændet til det sagsøgte kunstforlag. Dommen har ikke tillagt dette moment afgørende betydning, cfr. den neden- nævnte dom U. 1908.351 H. Man kan næppe heller overføre de for bogforlagsvirksomhed gældende regler på kunstforlag. Sagen ses ikke oplyst eller procederet i denne henseende. For bogens vedk. gælder, at selv om typerne mulig er små eller papir og hæftning mindre god, så giver den dog de materielle betingelser for, at læ- seren kan opleve værket, som det er skabt af ophavsmanden. Ved reproduktion af kunstværker står mellemmanden, kunstforlægge- ren, overfor særlige vanskeligheder, ikke mindst ved reproduktion af skulpturværker. Mange reproduktioner er så slette, at de ikke giver virkeligt indtryk af værket, jfr. Torben Lund, der taler herom i anden forbindelse II s. 199 ff. At anvende reglen fra den almindelige forlagskontrakt på kunstforlag kunne da eventuelt gælde ved forlag af postkort, enkle illustrationer, kunsthæfter o. 1., men ikke ved mere krævende reproduktionsformer1). Under sa- gen ses ikke oplyst sædvaner indenfor reproduktion og kunstfor- lag, men herom må det dreje sig, når man spørger, om en kunst- ner skal finde sig i, at reproduktionsretten følger med ved over- dragelse af kunstforlag eller reproduktionsanstalt, altså af hele virksomheden. I et vist omfang må dette gælde. Man står imidler- tid her som i det hele ved spørgsmålet om, hvilke retssætninger der gælder for kunstforlag, overfor mindre fasthed og ensartethed end ved bogforlaget. I tysk ret gælder den særlige forlagslov af 19. juni 1901 kun for litteratur- og musikværker. Som Allfeld siger II s. 71: „Dagegen entbehrt das Verlagsrecht in Ansehung der Werke der bildenden Künste und der Photographie zur Zeit noch einer gesetzlichen Regelung ..., so dass hierfür gegenwärtig, so- *) Allfeld sondrer II s. 74 med henblik på spørgsmålet om ret til videreover- dragelse mellem tilfælde, hvor det af omstændighederne fremgår, at forlagsret- ten i henh. til parternes vilje skal forblive uadskilleligt knyttet til erhververens person, og tilfælde, hvor kontrakten væsentlig er slultet i begge parters forret- ningsmæssige interesse. Som eksempel på førsle gruppe nævnes kontrakter vedr. den såkaldte høje kunst, „da es hier nicht selten die künstlerische und gewerbliche Leistungsfähigkeit des Erwerbers — z. B. eines hervorragenden Kupferstechers — ist, was den Urheber bestimmt, ihm das Verlagsrecht ein- zuräumen“ . Som eksempler på den anden gruppe nævnes kunstindustrielle og fotografiske produkter, men også ret til reproduktion af egentlige kunstværker, når det drejer sig om en mere teknisk end kunstnerisk reproduklion.