196 gyldigt er det, om der tilsigtes overdragelse af hele forlaget, en del af dette eller kun det pågældende værk. Ophavsmanden, der vil stå helt frit overfor forlæggerens videreoverdragelse, opnår dette ved at kræve sådan klausul i forlagskontrakten. Videreoverdra- gelse i strid med kontrakten er ugyldig. Erhververen kan ikke være i god tro overfor kontraktens ordlyd. Offentliggør han vær- ket, foreligger en krænkelse af ophavsretten, og ophavsmanden kan gribe til de hjemlede retsmidler. 95. Ad c. Står der intet i forlagskontrakten om ret til videreover- dragelse, har forlæggeren i hvert fald ikke ret til særskilt overdra- gelse af denne forlagsret. Dette må følge af, at forlæggeren aldrig får anden eller større ret end den, der er tillagt ham i kontrakten. Tilsvarende gælder ved overdragelse af reproduktionsret m. h. t. kunstværker. I sagen U. 1918.610 havde kunstneren Vilh. Ham- mershøi’s enke bl. a. påstået dom for, at et kunstforlag, hvem Hammershøi havde overdraget reproduktionsret til forskellige af hans billeder, kendtes uberettiget til at offentliggøre mere end eet oplag på indtil 1000 eksemplarer af de hidtil foreliggende repro- duktioner af de nævnte billeder, endvidere kendtes uberettiget til at foretage nye reproduktioner af disse billeder i andre størrelser eller andre reproduktionsarier og til at overdrage reproduktions- retten til andre. Forlaget hævdede, at der ikke i de trufne aftaler indeholdtes begrænsninger i disse retninger. Påstandene blev dog taget til følge, idet forlaget ikke havde godtgjort, at der ved de trufne aftaler var hjemlet det videregående rettigheder end på- stået, jfr. ligeledes U. 1949.1047. En svensk billedhuggers enke havde i 1923 ved bosondring erhvervet alle hans værker og repro- duktionsretten til disse. I 1897 havde kunstneren dog til en af kunstnere meget benyttet fabrikant, L. P. Jørgensen, overdraget reproduktionsretten til en statuette „Solrosen“ af 1893. Jørgensen døde i 1914, og hans virksomhed overtoges af et aktieselskab, der i 1918 overdroges til et andet aktieselskab, som fortsatte med re- produktion og salg af „Solrosen“ . Delte fandtes ved dommen ube- rettiget, idet sagsøgte ikke ... „har kunnet føre nogetsomhelst be- vis for, at fabrikant L. P. Jørgensens ret til reproduktion af sta- tuetten har indbefattet en ret til videreoverdragelse, men det tvært- imod efter det i sagen oplyste må antages, at kunstneren har lagt stor vægt på, af hvem og hvordan reproduktionen blev foretaget“ . Af sagsfremstillingen synes det at fremgå, at hele Jørgensens virk-