199 foreligger. Ophavsmanden har dog samme ret til at hæve som an- givet ovenfor under a). Medens der normalt ikke kan opstå tvivl om, hvad der forstås ved „hele forlagsvirksomheden“ , idet sådan overdragelse kun fore- ligger, hvor samtlige til forlaget hørende forlagskontrakter er med i overdragelsen, kan tvivl opstå, hvor det drejer sig om overdra- gelse af „særlige områder“ af denne. Når man her tilsteder over- dragelse uden ophavsmandens samtykke, er grunden den, at for- lagene specialiserer sig, således at visse områder udskilles, medens de bevarede søges kompletteret. Således ses et forlag at udskille sin musikafdeling eller at koncentrere sig om skolebøger eller vi- denskabelig litteratur med udskydelse af den skønlitterære eller omvendt, eller forlaget optager alene en gren af den videnskabe- lige litteratur, fx. den medicinske, juridiske, tekniske eller natur- videnskabelige. Det kan her være vanskeligt at drage grænsen, men klausulen vil være overholdt, når alle forlagskontrakter vedr. et område overgår til erhververen. I sagen U. 1908.351 H. blev det antaget, at „Det nordiske Forlag“ havde været beføjet til at ud- skille en under forlaget værende afdeling kaldet „Nordisk Forlag, Musikafdelingen“ til et særligt firma „Aktieselskabet Nordisk Mu- sikforlag“ , og at dette som eneejer havde overtaget „Det nordiske Forlag“s forlagsrettigheder til sangspillet „Molboerne“ . Se endvidere svensk højesteretsdom, Nytt Jur. Arkiv 1941 s. 144, der forudsæt- ter, at overdragelse lovligt kan ske ved omdannelse af personligt firma til aktieselskab, og at videreoverdragelse ligeledes lovligt kan foretages af selskabets likvidationsbo til et forlag. Et enkelt værk, fx. et konversationsleksikon, kan næppe nogen- sinde udgøre et område, og i tvivlstilfælde bør ophavsmandens (udgiverens) samtykke kræves. Runge anfører s. 589: „Jedenfalls erscheint es nicht ganz unbedenklich wenn nicht nur eine be- stimmt abgegrenzte Abteilung, wie etwa die medizinische oder ju- ristische Abteilung eines Verlags, der diesen Zweig nicht mehr pflegen will, ohne Zustimmung der betroffenen Autoren abge- stossen werden kann, sondern man auch von einer anatomischen, verwaltungsrechtlichen usw. Abteilung spricht, selbst wenn eine solche Unterabteilung nur noch aus einem einzigen Werke be- stünde ... Hier zeigt sich deutlich wie leicht durch solche Auffas- sungen das Zustimmungsrecht des Verfassers illusorisch gemacht werden kann.“ Runge mener derfor, at det fagligt afgrænsede