204 ger i henhold til afbetalingskontrakterne, fordringer, der er egnet til at danne kreditbasis, og som kan udnyttes som sådan uden skade for møbelkøberen, stiller det sig som anført anderledes for forlæggeren. At panthaveren, der skrider til pantets realisation, selv skulle udgive værket eller fortsat virke for dets salg, er sæd- vanligvis uigennemførligt. Forlæggerpligterne måtte da fortsat op- fyldes af pantsætteren eller af en forlægger, hvem panthaveren overdrog udgivelse og salg for panthaverens regning. Under hen- visning til det anførte er pantsætning af forlagskontrakter eller sikkerhedsstillelse gennem disse ikke praktisk. Et forlags kredit- muligheder må bedømmes dels ud fra et skøn over værdien af de materielle ting, forlaget ejer, fast ejendom, boglager, maskiner o. s. v., se ovenfor, dels ud fra et skøn over forlagets hele position, herunder antal og værdi af dets udgivelser. Vil bank eller anden kreditgiver have selve forlagskontrakterne overdraget som pant, må ophavsmændenes samtykke kræves for hver enkelt kontrakt. Sikkerheden er imidlertid bortset herfra så som så, idet ophavsmanden, selvom han har givet samtykke til transaktionen, ikke dermed har givet afkald på nogen ham til- kommende ret. Kommer forlæggeren i betalingsvanskeligheder, og skal panthaveren nu realisere sikkerheden, kan dette ikke ske, uden at ophavsmandens krav, navnlig honorarkrav, opfyldes. Og selvom ophavsmanden ikke har retligt krav på, at banken betaler ham, så vil han kunne hæve kontrakten p. gr. a. misligholdelse, når honoraret ikke betales, eller forlæggerpligterne iøvrigt mislig- holdes. Også under hensyn hertil er forlagskontrakter ikke egnede pantsætningsobjekter1). Det fremgår af det anførte, at hverken håndpant eller brugs- pant er anvendelige pantsætningsformer. Gunnar Nybergh antager s. 128, at brugspantet kunne være praktisk. Panthaveren skulle da udnytte pantet ved at udgive værket. Dette kunne ske gennem pantsætteren. Var ophavsmanden pantsætter, ville forlagsretten gå tilbage til ham, når panthaveren var fyldestgjort. Nybergh hen- viser parterne til ved overenskomst at finde frem til den mest hen- sigtsmæssige fremgangsmåde. Det må dog hertil siges, at de prak- tiske vanskeligheder er så store, at disse former for pant ikke lader *) Jfr. hertil Hillig I s. 174, Runge s. 593— 94, hvis udviklinger viser, hvor vanskeligt dette spørgsmål arter sig i Tyskland.