224 gælder også konkurs, og ophavsmanden må altså give samtykke, såfremt hans ret eller værk skal inddrages under bobehandlingen, jfr. Allfeld I s. 137, Jaeger s. 8 og s. 352, der s. 8 siger: „Sogar die bereits vor Konkurseröffnung auf dem Wege der Verfielfältigung des Werkes hergestellten, dem Urheber gehörenden Stücke darf der Konkursverwalter ohne Einwilligung des Gemeinschuldners weder einzeln noch im Vorrat für Rechnung der Masse verwerten, weil darin ein Eingriff in die ausschliessliche Verbreitungsbefugnis läge, die zum wesentlichen Inhalte des Urheberrechts gehört“ .1) Efter Allfeld I s. 132 kræves ophavsmandens samtykke også, uan- set om værket er offentliggjort eller ikke, jfr. ligeledes Riezler s. 307— 08, der m. h. t. originalværket fremhæver, at det i konkursen får samme retlige behandling som „das unkörperliche Gut und das daran bestehende Urheberrecht“ . Samtykke kan gives udtrykkeligt eller stiltiende og ligger stedse i en pantsætning. For dansk rets vedkommende er udgangspunktet det samme, konkurskreditorerne har den retsstilling, som tilkommer den en- kelte kreditor, der søger udlæg i ophavsretten eller værket. Men lovordningen er en anden. L. 33 § 12, stk. 1 fastsætter: „Saa længe et værk ikke er offentliggjort ved udgivelse eller offentlig opførelse eller udførelse, kan forfatterens ellers hans arvingers kreditorer ikke ved nogen art af fælles eller særskilt retsforfølgning erhverve adgang til at offentliggøre det eller til at råde over forfatterens manuskript“ , jfr. § 29, stk. 1: retsforfølgning udelukkes så længe kunstneren ikke ved at udbyde sit værk til salg, ved offentlig at udstille det eller på anden måde har tilkendegivet, at han betragter det som fuldført og bestemt til offentliggørelse. Er værket ikke offentliggjort, er kreditorerne herefter helt af- skåret fra at søge fyldestgørelse, dette uanset at der mulig fore- ligger færdige værker, manuskripter, kompositioner, kunstværker, som kan udnyttes økonomisk. Ophavsmandens ideelle interesser går ubetinget forud for kreditorerne. Men selv om ophavsmanden 0 Runge fremhæver s. 394: „Das Recht des Urhebers im Sinne des § 10 LUG. umfasst nicht nur das Urheberrecht als solches, sondern auch die einzelnen ur- heberrechtlichen Befugnisse, also die Vervielfältigungs- und Verbreitungsbefug- nis, das Aufführungsrecht, die Verfilmungs- und Sendebefugnis, das Recht zur Veranstaltung einer Neuauüage, zur öffentlichen Mitteilung und zum öffent- lichen Vortrag, so dass alle diese Befugnisse ohne Zustimmung des Urhebers nicht gepfändet und im W ege der Zwangsvollstreckung auf einen Dritten über- tragen werden können.“