226 tvangsrealisationen muligt ikke indbringer „fuld pris“ og er egnet til at skade ophavsmanden i hans videre virke. Men overfor lov- ordene er der intet at gøre herved, og der savnes hjemmel til den af Torben Lund hævdede adgang til fortrydelse. Værket falder uundgåeligt under boet, hvis offentliggørelse tidligere har fundet sted. Den i lovstedets slutning indeholdte regel om ret til fyldestgø- relse i vederlaget for fremtidige udgaver eller fremtidige offentlige udførelser af tidligere offentliggjorte værker og efter ophavsman- dens død også af ikke tidligere offentliggjorte værker med dertil sig sluttende straffetrusel mod ophavsmand eller arvinger er næppe velbetænkt. For konkursboers vedk. forudsætter dette reassumtion af boet, når forholdene motiverer det, for dødsboers vedk. ligeledes en stadig henståen år efter år. Hertil kommer, at hverken ophavs- mand eller arvinger kan forventes under disse betingelser at vise særlig lyst til at virke for værkernes spredning uanset de sam- fundsmæssige interesser, der måtte være knyttet hertil. b. Forlæggerens konkurs. Det må erkendes, at forlagskontrak- ten i adskillige henseender frembyder ejendommeligheder set i forhold til en almindelig gensidig kontrakt om udveksling af ydel- ser. Den normale forlagskontrakt er langvarig, den løber sålænge værket er beskyttet. Når ophavsmanden har leveret værket, har han i det væsentlige ydet det positive, kontrakten forudsætter fra hans side, og hans fremtidige pligter er overvejende undladelses- pligter. Omvendt stiller det sig for forlæggeren, hvis handlepligter nu ved værkets levering begynder for at fortsætte sålænge kon- trakten består. Forlæggerens virksomhed er en forretningsvirk- somhed, der kræver meget betydelig kapital til mangfoldiggørelse, oplagring og salg af de til forlaget hørende titler. Disse, forlags- kontrakterne, vil, når der viser sig insolvens, ofte være boets vig- tigste aktiver, særlig når det drejer sig om en ren forlagsforret- ning, d. v. s. et forlag uden tilknyttet eget trykkeri. Medens op- havsmandens solvens for forlæggeren er uden væsentlig betydning, er det omvendte tilfældet m. h. t. forlæggerens solvens for ophavs- manden. Dennes økonomiske og ideelle interesser er knyttet til værkets størst mulige spredning, hvilket atter kræver en handle- dygtig og solvent forlæggers indsats. Går forlæggeren konkurs, vil der, som ellers når en part i et gensidigt kontraktsforhold kommer under konkursbehandling,