238 ham ledede foretagender“ . Dette kan ikke længere antages. Ophavs- mandens interesser er normalt ikke forenelige med en sådan bun- dethed, alt må afhænge af den indgåede kontrakt. I de nu sædvanlig anvendte kontraktsformularer anføres, at op- førelsesretten erhverves af N. N. personlig som leder af . . . . teater. Ved erhververens død overgår rettigheder og forpligtelser efter kon- trakten til hans enke, bo eller arvinger, for så vidt teaterforetagen- det fortsættes for enkens, boets eller arvingernes regning og risiko. Forudsætning for en sådan videreførelse er i forhold til det offent- lige, at en faglig kvalificeret person erholder bevilling til fortsat drift som anført. 113. Opførelseskontraktens form og indgåelse (B). Kontrak- ten kan sluttes mundtlig, men sædvanlig vil den blive oprettet skriftlig og med anvendelse af normalkontraktsformular. Dette gælder i hvert fald, når det drejer sig om kontrakter vedrø- rende danske værker. Ved udenlandske værker vil ofte korrespon- dance, eventuelt telegramveksling, når det drejer sig om succes’er, gøre det ud for kontrakt, særlig hvor parterne har været i forret- ningsforbindelse før og har kendte betingelser at henholde sig til. En nøje skriftlig udformning af kontrakten anbefaler sig, idet bevis for overførelse af selve opførelsesretten, rumlige og tidsmæssige grænser og andre vigtige vilkår, som påkræver afgørelse parterne imellem, her præciseres. Erhververen står i mangel af en sådan kontrakt ofte i en vanskelig situation, der ikke altid retlig kan kla- res ved en henvisning til, hvad overdragelsens formål — stykkets opførelse på det pågældende teater — kræver. I sagen U. 1915.811 H. var oplyst, at en teaterforlægger med en dansk forfatter i 1904 havde sluttet mundtlig aftale om, at forfat- teren skulle have ret til at oversætte og bearbejde et fransk teater- stykke til brug ved sceniske opførelser i Danmark og Norge og der- efter sælge opførelsesretten til danske og norske teatre. Han solgte også i 1904 stykket til en københavnsk teaterdirektør, der dog ikke opførte stykket. I 1913 solgte samme forlægger stykket til Dagmar- teatret i København, der opførte det i en af teatret selv foranstaltet oversættelse. Ved dommen blev det antaget, at det ikke mod for- læggerens benægtelse kunne anses bevist, at der ved den i 1904 trufne aftale var tillagt forfatteren (bearbejderen) en stedsevarende og udelukkende dispositionsret med hensyn til opførelsen af det pågældende stykke. Det kunne ikke på forhånd have formodnin-