237 forholdenes natur og hensynet til det enkelte arbejde tillader“ . Dette vil sige, at teaterchefen kan erhverve udenlandske arbejder som en- hver anden teaterdirektør på de betingelser, der kan opnås enighed med sælgeren om. Det må for det kgl. teaters vedkommende antages, at teatret som institution erhverver opførelsesret efter omstændighederne for hele beskyttelsestiden. I sagen U. 1937.620 var oplyst, at et fransk mu- sikforlag i 1863 som eneejer (seul propriétaire) af Gounod’s opera „Faust“ havde solgt musiken til det kgl. teater, således at musiken kunne anvendes ved teatrets opførelser, og således at dette forplig- tede sig til ikke at sælge, kopiere, lade kopiere, udlåne eller over- drage musiken til et andet teater. Den solgte musik, hovedpartitur og orkesterstemmer skulle forblive som bestanddel af teatrets bi- bliotek. Undertiden kan omstændighederne vise, at det også for et pri- vatteaters vedkommende har været meningen, at opførelsesretten er erhvervet ikke af direktøren personlig, men af det pågældende teater, altså dettes ejer. Dette blev ved U. 1913.165 H. antaget m. h. t. en af forfatteren Elith Reumert foretagen dramatisering af pro- fessor Scharlings værk: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Ved kontrakt af 20. dec. 1888 blev stykket, medens S. Abrahams var forpagter af Folketeatret, solgt til „Direktør S. Abrahams til ude- lukkende Opførelse paa Folketeatret“ . I forpagtningskontrakten mel- lem Abrahams og teatrets ejer „A/S Københavns Hippodrom“ var bestemt, at hvad forpagteren i kontraktstiden anskaffede af nyt repertoire blev aktieselskabets ejendom. Uanset at kontrakten ikke havde givet utvetydigt udtryk for, at stykket var erhvervet for ak- tieselskabet, blev dette dog antaget bl. a. under hensyn til, at teatret uantastet havde spillet stykket under en senere direktør, jfr. ligele- des U. 1912.775 vedr. eneretten til opførelse på det danske sprog af skuespillet „Madame Sans Gene“, hvilken ret antoges at være over- ført til Folketeatrets ejer. Forholdene har imidlertid udviklet sig derhen, at opførelsesret nu sædvanlig kun overdrages for et be- stemt begrænset tidsrum. Grundtvig antager s. 133, at selve foretagendets karakter af en fast institution gør det antageligt, „at det har været meningen at knytte opførelsesretten til denne, så at på den ene side retten uden videre kan udnyttes af enhver tiltrædende leder af foretagendet og på den anden side ikke overgår med lederens person til andre af