240 114. Videreoverdragelse (C). For teaterforlagskontrakten er der ikke tvivl i så henseende. Hensigten med denne kontrakt er, at tea- terforlæggeren i videst muligt omfang overdrager opførelsesret in- denfor de rammer, der er fastlagt i kontrakten. Som det siges i den forannævnte norske højesteretsdom NRt 1912.1008: „. . . Nygård (erhververen) er ikke eier eller leder af noget teater. Gjenstanden for kontrakten er derfor heller ikke ret for Nygård til selv at op- føre eller lade opføre de pågjældende fire dramatiske arbeider, men ret for ham til at tillade andre at opføre dem eller — som loven udtrykker det — til at overdrage opførelsesretten til andre.“ Derfor kom heller ikke den ældre norske lov, 4. juli 1893 § 10, stk. 3 til anvendelse. Denne bestemmelse svarer til L. 33 § 10, stk. 3. Anderledes stiller sagen sig ved opførelseskontrakten. Da over- drageren, det være sig ophavsmanden selv eller teaterforlæggeren, formodningsvis lægger afgørende vægt på erhververens økonomiske forhold, faglige dygtighed, beskaffenheden af det teater, hvor opfø- relsen skal finde sted, dets beliggenhed og dets muligheder i hen- seende til personel og materiel, gælder som almindelig regel, at er- hververen er afskåret fra at overdrage retten videre, jfr. L. 33 § 10, stk. 1, „men kan ikke overdrage denne ret til andre“, jfr. Grundtvig s. 131— 32. Det anføres her: „Kun i det tilfælde, at erhververens ret ikke blot er udelukkende men også ubegrænset i henseende til tid og sted må vistnok en ret til videre overdragelse anses som stil- tiende indeholdt i selve overdragelsen, da denne ellers ville gå ud på at indrømme erhververen en ret, som han i vidt omfang ville være faktisk afskåret fra at udnytte.“ Det er åbenbart, at der her- ved sigtes til teaterforlagskontrakter, men Grundtvig har ikke son- dret indenfor de forekommende overdragelsesretshandler mellem teaterforlagskontrakterne og de egentlige opførelseskontrakter. I den norske åndsværkslov § 28 har man strøget det i den tid- ligere lov anordnede forbud mod, at erhververen overdrager sin ret til andre, idet man, mot. s. 70, fandt at et sådant forbud ikke pas- sede ved alle de opførelsesarter, som bestemmelsen omfatter. „Man må her som ellers la rettens egen karakter være avgjørende for spørgsmålet om den er knyttet til erhververens person, eller den kan overdras til andre.“ For så vidt angår opførelsesret til sceniske værker er der imidlertid ingen tvivl om uoverdrageligheden. For svensk rets vedk. gælder samme regel som i dansk ret, jfr. den svenske lovs § 18, stk. 1: „beråttigad att . .. återgiva verket over-