241 allt och så ofta han finner for gott, men ej att på annan overlåta någen rått därtill . . Ulf v. Konow bemærker s. 108: „Då stad- gandet om förbud för förvärvaren att vidareoverlåta ratten fått sin plats i paragrafens första stycke, kan man dårav få den upp- fattningen, att detsamma ej skal gälla det fall, då uteslutande rätt civerlåtits, varom stadgas i andra stycket. Någon anledning att göra åtskillnad härutinnan torde dock ej förefinnas, utan forbudet får anses gälla beträffande allt slag av overlåtelse.“ Det er klart, at ophavsmandens (og teaterforlæggerens) interesse i medkontrahen- tens forhold er størst, når en udelukkende opførelsesret er over- draget. Overdragelighed kan vedtages. Tvivl kan her opstå, om erhver- velsen sker for direktøren personlig eller for det faste teater, han er leder af. For statsscener som det kgl. teater må der regnes med, at teatret som statsinstitution erhverver retten. Dette er her mindre betænkeligt end ved de private scener, hvor der må påvises særlige omstændigheder som hjemmel for, at retten forbliver ved teatret, når bevillingshaveren skifter. Er opførelsesretten erhvervet for tea- tret, kan dette ikke videreoverdrage retten til andet teater. I den kontraktsformular, der benyttes af Danske Dramatikeres Forbund, siges udtrykkelig i § 1, at opførelsesretten ikke kan over- drages videre til nogen tredjemand. Formularen benyttes kun ved overdragelser til private teaterdirektører. 115. Overdragerens pligter (D.) Som nævnt medfører overdragel- sen ikke blot, at erhververen får en udelukkende ret til opførelse af værket, men der opstår i henh. til den gensidige kontrakt en række pligter og dermed korresponderende rettigheder for parterne. Overdrageren, d. v. s. ophavsmanden eller teaterforlæggeren, er først og fremmest forpligtet til at skaffe erhververen en alle andre udelukkende eneret til at opføre værket indenfor de aftalte stedlige og tidsmæssige begrænsninger. Overdrageren er hjemmelspligtig og indestår således først og fremmest for, at den overdragne ret til- kommer ham, hvilket erhververen må påse jfr. U. 1914.318, hvor det blev antaget, at erhververen — en teaterejer — måtte være an- svarlig eller medansvarlig for de ved teatrets drift forvoldte kræn- kelser af ophavsretten *), jfr. også U. 1912.187 H. En teaterdirektør *) Overdrageren havde under sagen i et indlæg erklæret, at erhververen „al- deles intet vidste om, hvor musiken stammede fra, før han efter adskillige o p - førelser fik det at vide“ . Dommen udtaler noget selvfølgeligt, når det siges, at F orlagsretten 16