247 vanligt. Stykkets titel og ophavsmandens navn skal angives ved enhver offentlig meddelelse om stykkets opførelse. Erhververens respektpligt. For overdragelse af opførelsesret gæl- der L. 33 § 9, stk. 3’s forbud mod, at erhververen offentliggør vær- ket i forandret skikkelse uden ophavsmandens samtykke. Ligeledes gælder selvsagt L. 33 § 9, stk. 4 og 5. Men også i denne relation må de kvalitative hensyn fremhæves. Der er langt fra opførelsen af et klassisk værk, det være sig tragedie, skuespil eller opera, til en af årstidens revuer stykket sammen af gods af forskellig art og ofte fra mange forskellige kilder. Ved opførelser af sidstnævnte art for- drer hovedformålet ændringer og fornyelser, indtil forestillingen går. Drejer det sig derimod om et lødigt scenisk værk, må reglerne om værn for ophavsmandens ideelle rettigheder iagttages. Teatrets opgave er at opføre værket, som det foreligger fra ophavsmandens hånd, eventuelt med de ændringer, forkortelser eller tilføjelser, som han under teatrets arbejde med stykket har samtykket i. Tre farer truer værket: Teatrets mangler i henseende til materiel og personel, de udøvende kunstneres improvisationer i eller uden- for stykkets ånd og den største fare: instruktionen. Det er forbavsende, hvad respekt for værket kan betyde til af- hjælpning af teatrets ufuldstændigheder i de nævnte henseender. Det ligger i teatrets eget væsen, sammenspillet mellem scene og publikum, som det siges af Chorus i Shakespeare’s Kong Henrik den Femte: „Fyld vore mangler ud med Eders tanke; del ud en enkelt mand i tusind dele; kald frem for Eders syn en indbildt hærmagt; tro, når vi nævne heste, at I se dem den stolte hov i bløden jord at prente ..." Omvendt nytter nok så gode materielle forhold ikke, når skue- spillere og navnlig instruktør går imod stykket. Skuespillerne er i forhold til teatret tjenstligt forpligtede til at holde sig til rollernes tekst, altså til stykket som det foreligger fra ophavsmandens hånd. Undertiden skal dog navnlig store kunstnere skabe sig en særlig ef- fekt gennem improvisationer, eller der er ikke ofret den nødvendige tid til indstudering af stykket. Men i denne relation er det særlig instruktionens stilling til stykket som det kommer an på. Det er