248 forbavsende, i hvilken grad instruktørerne laver om på værkerne for at nærme sig det, der formenes at falde i publikums smag, hvorved resultatet bliver et ganske andet end det, ophavsmanden har tænkt sig og har givet udtryk i værket1). Her kan ophavs- manden anvende L. 33 § 9, stk. 4, men det er meget sjældent man ser ophavsmanden gå så vidt. Der står jo betydelige økonomiske interesser på spil også for ham. Værnet mod væsentlig forringelse af værkerne må under disse forhold navnlig ligge i en saglig offent- lig kritik. Det må fastholdes, at sceneinstruktøren ikke er medfor- fatter til stykket. Det er hans opgave at omsætte værket til teatrets udtryksform. Om der for hans iscenesættelse som værk kan til- komme ham beskyttelse er et spørgsmål, som her kan lades ubesva- ret, men hans hovedpligt er at tjene ophavsmandens værk, kunst- nerisk at muliggøre opførelse af det uden andre ændringer end de af sceniske hensyn påkrævede. Han har samme troskabspligt over- for værket som den, der oversætter det. Ad II Musikværker. 117. L. 33 § 10 gælder også om musikværker, blandt hvilke lo- ven sondrer mellem dramatisk-musikalske værker og blotte musik- værker, uden dog at give forskellige regler om disse grupper. Det blev allerede ovenfor bemærket, at udviklingen helt har fjernet sig fra de deklaratoriske regler i § 10 til fordel for en kontraktsret. Gælder dette for sceniske værker, herunder for dramatisk musikal- ske værker, så kan det i endnu stærkere grad siges at gælde musik- værker. Ophavsmandens økonomiske interesse var tidligere i det væsentlige knyttet til værkets salg i nodeform, men dette træder tilbage for andre former for værkets udnyttelse. Som følge af den tekniske udvikling er det nu den offentlige2) opførelse, udførelse el- ’ ) Prof. Hans Brix siger: Berl. Aftenavis 1. sept. 1951 i sin anmeldelse af Tennessee W illiam s: „Den tatoverede Rose“ : „ . . . Men her skete nu noget for- bavsende. Det amerikanske skuespil havde på Runddelen fået en lykkelig ende. Det gik med fest og glæde som i Tivoli. Om nogen autoritet står bag denne voldshandling, om stykket også er spillet sådan i udlandet vides ikke. Efter stor jam mer og skandale på morgenstunden lutter roser over det hele. Det virker som en abe set bagfra. Man lader problem et fare, men hr. Friis Møller har vist ret i sin klage over, at instruktørerne ikke læser godt indenad.“ 2) I sin afhandling: „Om offentlighet i svensk forfattarrätt“ , N. I. R. 1949 s. 4fT., gør Gösta Eberstein opm ærksom på, at ophavsmandens ret til offentligt at frem føre sit værk frem byder „en blott steg for steg långsamt fortgående udveck-