255 grænsning i denne eneret er med fuld føje fastsat i L. 33 § 14 g, hvorefter ophavsretten ikke krænkes ved oplæsning af tidligere ud- givne værker, når den ikke har karakter af dramatisk forestilling og den ikke tjener privat erhvervsøjemed, jfr. herom Torben Lund I s. 139 med henvisning til bestemmelsens tilblivelseshistorie og Ophavsretten s. 186— 87 1). Begrænsningen i ophavsmandens eneret gælder derhos kun, hvor oplæseren direkte meddeler sig til et til- stedeværende publikum, derimod ikke når oplæsningen optages på grammofonplade, U. 1912.57 eller udsendes i radio, U. 1930.646 H., jfr. Ophavsretten s. 101 ff. Statsradiofonien må således princi- pielt have ophavsmandens samtykke til enhver oplæsning i radio. Af praktiske grunde er overenskomst sluttet mellem Dansk For- fatterforening og Statsradiofonien om ret for denne til frit at op- læse værker i radioen, når ophavsmanden ikke udtrykkeligt har forbudt det, mod et årligt vederlag, som ved organisationens mel- lemkomst fordeles blandt de ophavsmænd, hvis værker er be- nyttet. 121. Ny lov. Om overdragelse af „ret til offentlig fremførelse“ bestemmes i udk. 1951 § 30: „Har ophavsmanden overdraget retten til at fremføre et værk for almenheden, kan han, hvis ikke andet er aftalt, uanset over- dragelsen selv fremføre værket eller overdrage fremførelsesret til andre. Har erhververen fået eneret gælder det samme, hvis han ikke har gjort brug af retten i 3 på hinanden følgende år. Disse bestemmelser gælder ikke filmværker.“ Bestemmelserne kommer til anvendelse på oplæsning af et litte- rært værk, opførelse af et scenisk værk og udførelse af et musik- værk. Overensstemmende med L. 33 § 10, stk. 2 skal aftalen for- modningsvis opfattes som givende erhververen en blot licens, ikke eneret. Er eneret overdraget erhververen, fortaber denne eneretten men ikke ret til at fremføre værket, når han ikke inden fristens udløb har gjort brug af retten. Bestemmelsen tjener ligesom L. 33 § 10 kun som noget, der kan faldes tilbage på. Udviklingen går iøvrigt her sine egne veje, og det vil formentlig af det tidligere anførte fremgå, at lovgiveren gør bedst i på dette område at lade parterne råde selv gennem kontrakter. 1) Reglen er uskarp og uklar. En mere rationel ordning foreslås ved udk. 1951 § 18, stk. 2, jfr. hertil mot. s. 127— 28.