262 indsats, men man vil dog ikke af den grund give andre end tekst- forfatter og komponist ophavsret. På tilsvarende måde stiller sa- gen sig ved fremstilling af film, blot at forholdene her er endnu mere komplicerede. Men afgørelsen af, hvem ophavsret bør gives, kan ikke bero på praktiske hensyn1). Man må af fremstillingspro- cessen udsondre de elementer, hvor en kunstnerisk skaben ytrer sig og begrænse ophavsretten til resultatet af denne. „Beim Film haben diejenigen, die nur das Urheberrecht des Unternehmers am Ganzen gelten lassen wollen, mit jenem Endpunkt angefangen, also das Pferd am Schwänze aufgezäumt, während es richtig ist, dass man diesem Kombinationsbesitzer zwar ein Monopolrecht, das aus übertragenen (und vielleicht auch teilweise eigenen) Urheberrechts- teilen besteht, zuspricht, aber zugleich erkennt, dass dieses dem Verlagsrecht viel näher steht als dem originären Urheberrecht“ , Dienstag — Elster s. 124. Vanskeligheden for en retfærdig løs- ning af ophavsretsspørgsmålet ligger i, at ikke blot tekstforfatter og komponist — som ved en opera — har rettigheder at gøre gælden- de, men andre der medvirker, og tillige i, at film og film er vidt forskellige produkter. Den filmproducent, som af dagens avisstof får ideen til en film, der illustrerer storbyens fristelser, og brygger videre på dette stof og lignende faits divers, gør e. om. en skabende indsats. Og der er langt fra et sådant filmværk til en film, der byg- ger på et litterært storværk. Men de kvalitative forskelle gør sig heller ikke her gældende ved afgørelsen af, om ophavsret skal ind- rømmes og til hvem. Forskel er der også på tilfælde, hvor et fore- liggende sprogværk eller musikværk benyttes som grundlag for en film, og hvor de pågældende ophavsmænd direkte skriver og kom- ponerer for fremstilling af en film. Hvilken af de antydede baner filmfremstillingen nu end måtte have benyttet, skal det understre- ges, at der med hensyn til de kontrakter og overdragelser, der kom- mer i betragtning, må sondres skarpt mellem overdragelser hvorved filmproducenten disponerer over det frembragte værk ved salg og udlejning etc., og de kontrakter, der sluttes mellem ophavsmand og filmproducent om benyttelse af ophavsmandens værk. Kun de sidste) kommer i betragtning her. 125. Gruppering af kontraktsforhold. Det følger allerede af det *) Da jeg i 1940 skrev Ophavsretten, tillagde jeg disse hensyn for stor vægt, og min fremstilling s. 31 fT., særlig s. 36— 39, må jeg efter fornyede overvejelser ændre til overensstemmelse med teksten her.