261 fiske frembringelse er beskyttet som et originalt værk. Dengang kendtes kun stumfilmen, men trods de mangelfulde udtryk må lo- ven også omfatte tonefilm. På samme måde beskytter den norske åndsværkslov § 2, stk. 1, nr. 3, den svenske lov 1919 § 1, stk. 1, nr. 5 og den finske lov 1927 § 2, stk. 1, nr. 8 kinematografiske vær- ker. Det er ophavsmanden til værket, der ifl. loven har ophavsret- ten, men loven siger intet om, hvem der er ophavsmand. Knoph mener s. 83: „Alle som gir sånne bidrag til filmen, at de fyller kra- vene til åndsverker, har andel i ophavsretten i overensstemmelse med Å (åndsverksloven) § 8, idet den enkeltes bidrag ikke lar sig skille ut fra de andre. Som en av medarbeiderne står også lederen av innspillingen og kan skje også av bedriften, hvis han har grebet aktivt inn i planleggelsen eller i utförelsen,“ se for svensk ret Him- melstrand s. 41 og Ulf v. Konow s. 20 ff., særlig s. 23— 24 med Lagrådets bemærkninger. Endvidere hjemler L. 33 § 1 b ophavsmanden beskyttelse for hans værk, når det benyttes under fremstilling af en film, idet ind- spilning er en mangfoldiggørelse ad mekanisk vej. Og endelig hjemler L. 33 § 1 c ophavsmanden eneret til offentliggørelse ved opførelse, herunder kinemalografisk opførelse af værket. Spørges nu, hvem af de flere medvirkende ved fremstilling af en tonefilm ophavsret tilkommer, må udgangspunktet principielt søges i ophavsrettens natur. Ophavsretten gives den, der frembrin- ger et selvstændigt åndsværk, ikke den, der yder en blot teknisk eller økonomisk indsats. I diskussionen om filmens retsproblemer har man fra flere sider villet lægge afgørende vægt på praktiske hensyn, filmproducentens store økonomiske risiko og tekniske ind- sats, trangen til, ja nødvendigheden af at samle rettighederne på een hånd, og ud fra disse synspunkter har man villet anerkende en ophavsret til den færdige film for filmproducenten. Dette er ikke anerkendt af den gældende lov, og det bør ej heller gennem- føres, når ny lov skal gives. Økonomisk og teknisk indsats er lige så lidt som den udøvende kunstners indsats givet ophavsret. De ideelle interesser knytter sig ikke til den færdige film men til den måde, hvorpå ophavsmandens værk er bearbejdet og indgået i det færdige værk. Filmproducenten kan efter udgangspunktet kun til- komme ophavsret i det omfang han selv har ydet en skabende indsats ved værkets frembringelse. Når en opera går over scenen, ligger bag værkets opførelse en betydelig økonomisk og teknisk