264 skabende indsats, og værket bliver producentens. Her er man længst borte fra den typiske forlagskontrakt, der sluttes om et færdigt, ikke bestilt værk, og hvor samarbejdet mellem parterne ingensinde har den angivne karakter. Omvendt — og mere lig forlagsforholdet — stiller sagen sig, når ophavsmanden uden forbindelse med producenten selvstændigt har undfanget ideen og udarbejdet denne indtil de mindste detailler i en færdig drejebog, der uden yderligere tilsætning kan lægges til grund ved fdmens fremstilling. Et åndsværk er skabt direkte for filmen. Men drejebog er ikke film. Dog er det klart, at de oven- nævnte spørgsmål ligger anderledes til her. Ligesom bogens for- fatter står selvstændig og i sin skaben helt uafhængig af forlæg- geren, gælder noget tilsvarende her. Eksemplet er opstillet rent, men det praktiske liv viser, at der altid vil blive brug for modifi- kationer og samarbejde under filmens fremstilling. Ophavsmanden står imidlertid i dette tilfælde ikke i noget tjenesteforhold, og det til grund liggende arbejde er hans. Ved kontrakt overdrages dette til producenten. Endelig forekommer en tredje hovedgruppe, hvor det drejer sig om at fremstille en film på basis af et i forvejen foreliggende værk, det være sig roman, skuespil, hørespil m. v. Dette værk er ikke skabt med filmen for øje, der er ikke under udarbejdelsen taget nogetsomhelst hensyn til de tekniske og andre krav, fremstilling af en tonefilm kræver. Romanen m. m. kan ikke tjene som drejebog. En sådan må fremstilles på basis af værket, og allerede heraf føl- ger, at dette i vidt omfang må bearbejdes med formålet for øje. Som regel vil drejebogen blive skrevet af en anden end ophavs- manden til værket. Retten til benyttelse af værket ved fremstilling af en film overføres til producenten. Medens den førstnævnte gruppe ikke giver anledning til særlige bemærkninger, idet retsstillingen følger af den ansattes stilling til producenten — han kan således ikke have krav på, at værket fær- digindspilles eller offentliggøres, kan ikke modsætte sig ændringer eller videreoverdragelse af værket m. m. — gælder noget andet for de to sidstnævnte grupper. Der er ingen anledning til at slå dem sammen i een gruppe eller een kontrakt. I Ophavsretten s. 246 har jeg sondret mellem dem og forbeholdt filmatiseringskontraktens begreb for de tilfælde, hvor et i forvejen foreliggende værk be- arbejdes, jfr. også det sproglige, forskellen mellem at filmatisere