274 grænsede og indeholder den nævnte bestemmelse vedr. honoraret. Skulle — imod gældende skik — en kontrakt give ophavsmanden en i tid ubegrænset ret til at benytte værket til filmfremstilling, kan en lovregel, der værner ophavsmanden imod, at hans værk henlig- ger uudnyttet, være på sin plads. Men spørgsmålet er, om der er anledning til at hjemle erstatningspligt og således principielt fast- slå filmproducentens pligt til at indspille værket. Her kan som be- grundelse ikke henvises til en „analogi“ fra forlagskontrakten. Op- havsmanden er interesseret i, at hans værk gennem optionsaftale, e. o. filmatiseringskontrakt, gøres til genstand for en indgående un- dersøgelse med henblik på værkets egnethed for filmfremstilling. Dette opnår han under det gældende kontraktssystem. Da reglen imidlertid blot er foreslået som deklaratorisk, vil den ikke kunne skade hverken ophavsmand eller filmproducent. Også frem i tiden vil filmproduktionen ske på grundlag af de typiske kontrakter, som sluttes mellem parterne med støtte af deres organisationer. Opga- ven vil for ophavsmandsorganisationernes vedk. være ad denne vej at søge vilkårene forbedret for ophavsmanden bl. a. ved en forkor- telse af kontrakternes løbetid, ret til royalty, faste regler om ad- gang til ny indspilning og salg af verdensrettighederne. For lov- givningen er der ikke anledning til at opstille detaillerede regler om andel i ophavsretten til den færdige film eller dennes udnyttelse som i adskillige nyere udkast, se Ophavsretten s. 35— 39. Så længe man i private kontraktsforhold kan undgå indgreb fra lovgivnings- magtens side, tjener dette parter og samfund bedst.