Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mödrudalr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 Mødrudalr.
Navn Adalbjdrg Han er stolt as denne Datter, det saae man
strax, da han forestillede hende for os; men han har ogsaa Ret til
at vaere stolt af hende, thi hnn er virkelig en smuk, nordisk Frem-
toning, der midt inde i denne øde, tørre og afsides Egn øver
samme Virkning paa den Reisende som selve Mbdrudalr, naar den
pludselig træder frem som en Oase iOrkenm Gaarden og de
omliggende Enge danne en lille Verden for sig selv, der er fuld-
kommen afsondret fra den øvrige Verden ved det Terrain, der igaar
havde virket saa nedtrykkende paa os- Førend man stiger ned til
Mddrndalr fra Bjerghøiderne, frembringer denne lille grønne Qase,
som Øiet pludselig møder, et velgjørende Indtryk; den er den eneste
Plet, der, saa langt som Øiet naaet, og det naaer her fra Høi-
derne mange Miil i Omkreds, tyder paa Liv og Vegetation,
og det er næsten ubegribeligt, hvor hurtig Nedstigningen gaaer for
sig, næsten vidunderligt, i hvilken Fart Hestene naae det lille Grøn-
svær, som for faa Øieblikke tilbage syntes at ligge saa fjernt, at
det næsten tabte sig i Horizonten.
Adalbjdrg Signrdurdiitter interesserede os imidlertid meget;
thi er det ikke en Mærkvcerdighed her i Jslands ensommeJndre
fjernt fra al den store Verdens Kultur, at støde paa Folk, som, skjøndt
de grumme sjelden komme udenfor deres grønne Asyl, dog ingenlunde
synes at være saa langt tilbage med hvad der passerer udenfor i
selve den store Verden, Folk, der synes ikkun at vcere et Par Post-
dage bagefter Tiden? — Den Reisende føler sig saa fjernt sra den
øvrige Verden, at Forandringen synes at have Aarhundreders Virk-
ning. For den, der ikke har seet Modrudalr med dens triste og for-
ladte Ensomhed, er det maaskee vanskeligt at begribe vor Stndsen
ved i en saadan Natur at træffe paa et saadant Fcenomen, og der
hører en bedre Pen til end min, der kun formaaer at lade Ordet
falde som det flyder fra den, for at fremstille den for Læserens
Fantasi. Dersom jeg troede min Pen istand dertil, vilde jeg for-
søge paa at bestride den unge Kvinde, vi her mødte, men jeg vover
det ikke. Lad det være nok at meddele, at Shaffner og jeg vare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
