Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 44 —
nogen timer den trange, stenete elvedal Oroa, hvor vi
mente det umuligt at komme frem om natten. Vi slog
os derfor ned ved indgangen til dalen og vented her,
til dagen brød frem; saa drog vi videre, og kom alt
tidlig om eftermiddagen til en ny elvedal, Udéno.
Arämi lod sig det underveis være magtpaaliggende
lidt efter lidt at fri mig og mine kameler for al
overflødig bagage, som han flytted over paa sine kamerater
og sig selv; i en fjeldkløft gjemte han min prægtige
madras, og da hans brorsøn Birsa tog farvel med os
for at vende tilbage til Bardai, gav han ham min fine
vandkande af messing, og en jerngryte, som han
tydeligvis trodde var af kobber, for at Birsa skulde tage
dem med sig og aflevere dem i hans hjem.
Slige ting gjorde at jeg ikke helt kunde faa glæden
over at være i sikkerhed op i mig eller kunde føie mig
helt trygg, endda der var liden rimelighed for at nogen
skulde vaage at forfølge os; for det var naturligvis
straks blit kjendt, at Arämi fulgte os med sine
slegt-ninger.
Den næste dags vandring blev saa slitsom, at jeg
knapt trodde jeg havde staat i det. I over en maaned
havde jeg jo gjennemgaat en streng sultekur, og bare
om natten havde jeg kunnet krybe frem fra det hul jeg
var fængslet i, for at gaa lidt rundt i leiren, saa jeg
ikke helt skulde glemme brugen af mine lemmer. Nu
maatte jeg vandre i ti timer uafbrudt; ofte gik veien
opover noksaa bratte og tunge fjeldsider, og vand, som
jeg trængte saa svært til for at styrke mig og kvikke
mig lidt op, fik jeg bare nogen draaber af en gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
