Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 53 —
jeg ikke, paa grund af det fiendtlige forhold mellem
fessanerne og tubuerne, faa ham til at følge os helt til
Fessan, skjønt kontrakten oprindelig lød paa dette; men
da jeg skriftlig havde forpligtet mig til at forære ham
en ny dragt, saa lykkedes det mig at faa ham til at
love at følge os saa langt, at vi kunde se Tymmofj eldene*
og være sikre paa at finde veien.
Arämi, Gordoi’ og Kolökomis bror var forsvundne.
Jeg syntes det var som om jeg var blit kvitt en mare,
og vi begyndte med nyt mod paa vor vandring, skjønt
himlen skal vide, vi havde saa lidet niste, at det var
ufatteligt, hvorledes vi skulde klare det.
Saa vandred vi afsted hele dagen og slog om
kvelden leir ved en liden elv. Da vi saa den næste
morgen havde fyldt vore vandposer, drog vi videre,
stadig mod nordvest, indtil vi ved middagstid la os til
at hvile nogen timer, fordi heden da var næsten
uudholdelig at færdes i. Udpaa eftermiddagen bar det
videre. Vi drev paa kamelerne og begyndte at stige
opover mod fjeldene nord for Abo, og endelig la vi
os til ro ved midnatstid, efter at vi havde vandret i
elleve timer.
Den gjennemgaaende kropslige svaghed som følger
efter en lang sultetid, de sidste dages uro og spænding,
den trættende, daglange vandring, mine ømme fødder,
som var blit endda værre ved at smaasten og sand
havde lagt sig ind i saarene, angsten for at mine
kræfter ikke skulde strække til overfor de anstrengelser
* Tymmo, bekjendt oase.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
