Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt. 9
kom igår til din forårsfest. Vel, jeg vil
svare dig, men skulde du finde mig vid-
löftig, da husk det er dig, der har villet
det.
Jeg kan som antydet ikke svare dig
i to, tre ord; er ikke af dem, der har
undskyldninger på lager — og hvad jeg :
ellers måtte have der, hindre de mig ikke.
Du spörger så bekymret til min forret-
ning. Tak, den blomstrer, trives, bedre
end jeg selv.
Så vil jeg da skrifte for dig, zerlig
som for en hellig fader!
Först dog min tak for indbydelsen til
dit glade forårslag — og min glede over
dig, som allerede, i mange år siger du jo,
med friskt mod har hilset våren velkom-
men hvert forårsjevndögn ! Tak derneest,
fordi du endnu regner mig blandt ung-
dommen; thi på denne dag ser du jo bare
ungdom hos dig, siger du. Men ungdom-
men, — tror du den vilde kjendes ved
mig, en halvgammel grosserer, der her
tabt fatningen? — for det har jag virkelig.
Du spörger mig så irriteret, hvor jeg
var henne, siden jeg ikke kom! Og det
vil du jeg skal fortelle dig! Lykkelige
samtidige, der kan behandle deslige spörgs-
mål med sådan lethed!
Ikke undrer det mig, at man »endelig
kan blive tret» af mig, som du siger, thi
det er jo ikke förste gang du har sendt
forgjeves bud, men derimod, at du tror
du dermed siger mig noget nyt, mig som for-
lengst er tret af mig selv, men mest fordi
jeg som oftest ikke ved, hvor jeg er, al-
lermest fordi jeg snart ikke ved andet
om mig selv, end at jeg ikke er der, hvor
jeg er.
Og så beder du mig — tenk dig om
— sammen med dig selv og din ungdom,
som rimeligvis ved ikke alene hvor de
selv, men hvor alverdens ting er, og som
tilsist: holder forårsfest bvert eneste år!
For mig var der også engang forår,
men det er lenge siden.
For eder er solen höjt oppe og håbet
— for mig ligger den derude i havbrynet
sluknende, luften er tung, og håbet kjen-
der jeg ikke.
Tenk dig om; hvor jeg vilde tage mig |
underlig ud blandt eder!
Nu har du lest så vidt, og nu spör-
ger du ganske höjt og tergerlig: Hvad er
det, der fejler ham?
Jeg er her med svaret.
Man siger jeg er sygelig; jeg hår også
selv fundet det, og når jeg, hvad der jo
kan hende, betragter i spejlet disse dele,
der almindelig er gjenstand for så megen
| forkjerlighed, kan jeg ikke tvivle.
Jeg har af den grund også besögt en
af eders professores derinde. Han forkla-
| rede mig, at jeg var tungsindig, at det
tildels kom sig fra maven og foreskrev
en the. Desuden gav han mig flere råd,
blandt andet hvad jeg nermest vil kalde
et husråd: at jeg skulde gifte mig. Pro-
II fessorens råd bar jeg tildels fulgt, mer
» det hjalp ikke det med theen, og husrå-
det, det tror jeg ikke på. Og skal jeg
först skrifte, lad mig da betro dig, at jeg
er ikke enig med professoren; jeg tror
ikke, der skriver sig noget fra maven.
Heller ikke er jeg enig med mine venner,
der taler om min heldige stilling, om den
fart min forretning har taget og også på-
står det er bare en hustru der mangler.
Jeg svarer dem ikke, men jeg tenker
på de bölger i stille vejr — — — man
ser intet her lige ved, men der er dog en
årsag, langt ude. Og når jeg ser mig
selv, bleg, medtaget, — — da er jeg ikke
enig med professoren og vennerne, da
tenker jeg på stranden her udenfor, på
de dybe meerker i stenen af den evige
uro, -— på min egen urolige sjel og mit
stakkels legeme og undrer mig ikke, om
også der er afsat bölgeslagsmeerker.
Hvad skulde jeg så i din ungdoms-
| fest, höjtagtede ven? Udssette mig for
at denne ungdom, så rig i öjeblikket
skulde sige til mig: Gå afvejen, så
solen kan skinne pa os! i;
Og jeg, der i ingen anden henseende
tör sammenligne mig med hin store helt
end den at blive opfattet som en skygge,
| turde ikke beklage mig; jeg tror de vilde
have ret.
Undertiden tror jeg mere: at det er
floden, der går over mig — om den er
som syndfloden, der intet sparer, eller en
almindelig bölge, ved jeg ikke; — jeg
| ved nu aldrig hvor jeg er, ken at jeg
icke har bragt mit på det törre, ikke har
| det som ungdommen, der altid er ovenpå;
| der endogså ved, når det er forårsjevn-
il dögn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
