Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Et egteskab.
sted, I blodbhunde, som piner ofrene og ler
til deres jammer. Hjelp! Hjelp! Er der in-
gen, som vil vere retferdig!» Han slog og
T
sparkede, mens blikket flyttede sig lynsnart, |
ligesom hoppende i rummet umiddelbart over
hans seng.
Hans kone kastodes sig over ham og kjem-
pede for at gribe fat i hans heender.
»Men Carsten; kjere, snille Carsten, kom
til Dig selv» — bad -hun med skjelvende
stemme. »Du er jo hos mig, her i sengen
Din. Der er ingen, som vil gjöre Dig noget,
ingen, ingen, ingen! Du er alene med mig,
hörer Du, Carsten!»
Hun havde fåt sin ene hånd under hans
nakke, med den anden: holdt hun om ’ hans
arm,
des lzeber, de bedste :og kjerligste hun kunde
finde.
Men han &endsede hende ikke.
Pludselig rev han sig lös og kastede sig
over til den anden side, så at overkroppen
hang helt ude af sengen. Han stemmede al-
buen mod gulvet, og idet han holdt den an-
den arm afvergende foran ansigtet og böjede
hodet tilside med en bevzegelse fuld: of red-
sel, vedblev han i en lav, besvergende tone :
»I skal ikke röre mig, siger jeg. I skal
ikkel I er ikke verd at legge hånd på det
hellige, thi vi som lider, vi er hellige, og så
kalder I os vanvittige, og I, som er glade,
I er som de umelende, der ikke kan lide,
fordi I ikke kan tenke, og så kaldes I kloge.
Nej, siger jeg, nej!» Det sidste ord döde hen
i et langt, jamrende råb.
Fru Holm, som var sprunget frem af
sengen, stod på de bare födder og böjede sig
over ham. Hun vidste, at det ikke kunde
nytte at röre ved ham, för han atter blev
stille. I sin kvide vred hun fingrene i hver-
andre og flyttede sig nervöst frem og til-
bage. Et par gange dekkede hun et öje-
blik ansigtet med sine hender og bevegede
overkroppen på en hastig, hensigtslös måde.
» Ser I ikke, hvad der foregår:, — begyndte
han straks efter i en forandret tone, hest
hviskende. Han spilede öjnen2 op og lod |
dem langsomt vandre rundt til alle sider,
som havde han hele himmelhvzlvingen over
sig. »Der kommer solen, den löber mod
jorden, se, se, se,» — han talte med en ri-
vende hurtighed, »dens ild er slukt, luften
er bleven selvlysende lige mod jorden, ned
på den, det er dommedag, — bom, bam,
bamberaml» Det sidste löd som en dump,
| ham tilbage på puderne.
skurrende skratten. I det samme faldt ho-
det bagover. Han var besvimet.
Med opbydelsen af alle sine krieefter, fik
fru Holm sin mand löftet op fra gulvet. Mens
hun med den ene hånd stöttede hans livlöse
legeme op mod sit bryst, gjorde hun med
den anden hodegjerdet höjere, för hun lagde
Så steukede hun
ham med vand og eau de cologne, gned ham
under hjertekulen og holdt ham naphtadrå-
ber under nesen. Kort efter åbnede ban öj-
nene, så sig om med et tret blik, tog sig
flere gange til panden og klappede tilsidst
sin hustrus kolde kind. Så lå han stille hen
med lukkede: öjne. Af og til undslap: der
» ham et suk, som syntes at arbejde sig frem
og ordene flöd som en ström fra hen- |
langt indvendig fra.
Fru Holm begyndte at klade sig på, mens
hun hyppigt skottede til sin maud, Hun be-
meerkede, at hans blik på en speidende måde
i et vek rettedes mod dören, og at hans fingre
kramsede og kneb i sengeteppet. Kom hun
til at stöde "mod noget på vadskeservanten
eller toiletbordet, tyssede han heftig og lyt-
tede forskraemt.
Hun vilde tale til ham, men lyden af
hendes stemme kvaltes i strnben. Var det
virkelig muligt, at han lå der og pintes vi-
dere fort af de forvirrede fantasier, nu, han
skulde veret klar og rolig?
| Var han da falden tilbage?
»Hvad er det, vennen min?» fik hun til-
sidst med möje frem. »Hvorfor ser du så
| mod dören ?»
»Hys!» sa han utålmodigt og löftede hån-
den. »De er der endnu, hör!» — og han
» blev ved at lytte anstrengt.
| »Hvem er der, mener Du Carsten?» Spur
hun med et sygt smil og gik hen til sengen,
| »Hvad vil Du plage mig for? De, sem
| vilde ta mig, naturligvis» — det kom weng-
Aa, men lad dem ikke
Han rakte
| steligt hviskende.
| slippe ind, jeg ber Dig, Elisel»
henderne bedende op imod hende.
| »Men Du har jo drömt det, Carsten. Hu-
| sker Du ikke, at det bare er en dröm ?»
| sDröms — han rystede mismodig på
hodet.
| »Ja vist, som så ofte för... Du ved, Du
drömmer så tydeligt. Det tar tid, för Du får
arbejdet Dig ud afdet igjen. Men ikke sandt,
nu vil Du vere fink, — nu ved Du, at
det er som jeg siger?» -— Hun strög ham
| kjerligt over panden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
