Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Et egteskab.
Men bi Du bare, jeg skal vise Dig, at jeg
ikke er afsindig. Bi nu, til min store bog
er ferdig.»
Hun sank om på en stol og begyndte
at grede.
Han stillede sig op mod väggen med hen-
derne på ryggen og så på hende, Lidt efter
lidt formildedes hans mine. Öjnene fik et
smerteligt, dybt bekymret udtryk, mund-
musklerne begyndte at skaelve, og tilsidst
var hele ansigtet fortrukket i en ynkelig gri-
mace. Han tog sig flere gange til panden
og vred stille henderne. Så gik han hen til
hende, sank på kn, lagde hodet i hendes
skjöd og hulkede. Hun strög ham over nak-
ken og tyssede på ham.
»Rejs Dig op, Carsten!»
»Du må ikke ligge således.»
Han kom sig langsomt på benene.
»Kys mig!» — sa han, og der kom plud-
selig et lystent smil om hans leber. Han
lagde armene om hendes liv og drog hende
til sig.
Hun adlöd med en gysen. Han trak
hende ind ’i den anden stue, fik hende ned
på sofaen og begyndte tilat kjertegne hende
med ubendig vildskab. Tungen hang ham nd
af munden, og han udstödte en knurrende dy-
reagtig lyd. Disse paroxysmer af kjelen-
skab, som han undertiden fik over sig, var
hende det veerste af alt. Vejret forgik hende
under hans knugende favntag og brutale gram-
serier, men hun gjorde aldrig nogen modstand.
Hun tog" det som hörende med til det kors,
gud havde lagt på hendes skuldre, og som
hun havde gjort sig til opgave at beere uden
at klage. Når han så havde raset fra sig,
kunde hun: alligevel ikke verge sig för en
fölelse af skamfuldhed og afsky. Det syntes
hende, at hun havde veret gjenstand for et
slags voldtegt: Men det vidste bun var syn-
dige tanker, ’som hun skulde forjage ved
bön.
En stund’ efter sad hun med albuen
på bordet og hånden skyggende for öjnene
og leste i prekenbogen. Men hun vendte
ikke bladet, skjöndt hun forlengesiden måtte
vere kommen til ende med siden. - Blikket
hang stivt og dödt ved bogstaverne, og ordene |
fik ingen mening for hende.
Doktor Holm lå på sofaen inde hos sig
selv. Hun havde bredt et slumreteppe over
ham og håbet han skulde falde i sövn. Men
— bad hun.
efter nogle minutters forlöb hörte hun ham
fare op.
Gjennem håndens skildte fingre så |
hun ham gå op og ned, snakkende og gesti-
kulerende. Af og til stod han stille og så
ud som han holdt et foredrag til en stor for-
samling. Når han gik således, vidste hun,
at hans forstand var helt og holdent omtåget.
Så med et kom han farende gjennem stuen,
hvor hun sad, og gik med stor hast nd i
entréen.
»Hvor skal Du hen, Carsten ?» råbte han
efter ham.
» På nytårsvisitter» — svarte han tilbage
gjennem den åbne dör, med en forceret mun-
terhed i stemmen.
Hun rejste sig ganske bestyrtet.
til hvem da, Carsten?»
»’Til forskjellige» — han stod og börstede
sin höje hat. »Euhver betydelig samfunds-
borger skylder at gjöre honnörs hos authori-
teterne, dem der står i spidsen for stätssty-
relsen, som biskoppen, hofmarskalken, armé-
ens överstbefalende og statsrådets medlem-
mer,»
»Men det plejer Du jo ikke, Carsten, og
Du kjender dem jo heller ikke.»
»Jeg, ikke kjender!» — han: slog sin
håndflade mod frakkebrystet. »Jeg kjen-
der alle dem jeg vil kjende, og alle kjen-
der mig. Du husker nok! ikke, at jeg er
på veje til at bli verdeusberömt. »
Hun stod og overvejede aldeles fortvivlet.
At få ham snakket fra det, vidste hun ikke
var at tenke på, og la ham gå ud; slig som
ban var stelt idag, — han vilde gjöre skan-
dale.
»Lad mig gå med dig, Carstenl» — sa
hun så rolig som muligt. »Jeg trenger så
til luft.»
»Umuligt! På officielle visitter går det
ikke an at ta damer med. Vidste Du ikke
det, vennen min?» Han så på hende med
et medlidende smil.
Der var ingenting at’stille op. Hun måtte
la ham gå og lade som intet: Kanske vilde
han alligevel klare sig bedre end venteligt.
Undertiden, når han kom mellem fremmede,
kunde han jo opföre sig aldeles som et an-
det. menneske. Og: kanske blev han slet
ikke modtaget, men fik bare levere kort,
Hun så gjennem vinduet efter ham, Der
gik han strunk ned ad gaden, stöttet til sin
sölvknappede stok.’ Den venstre arm;beve-
gede han frem og:tilbage på en egen takt-
fast måde, hodet tilbagekastet, ryggen vug-
gende ganske svagt i hofterne. Så drejede
han om hjörnet og forsvandt. Med et dyht
»Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
