- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 1. årgång. 1886 /
9:4

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Vårförebud. — Et egteskab.

Det är dock en styrkande tanke
att veta, att hvarje frö,

som sås i tro och i kärlek,

en framtidens sådd, ej kan dö!

Saxon.

Et edteskab.

Fortelling af Amalie Skram.
(Forts. från föreg. nir.)

Hun elskede, elskede ham. Ved at gi hende sin
kjerlighed, havde han udlöst hende fra den
skintilverelse, hvori hun havde levet uden at
vide det, og draget hende over i en verden,
hvor der var liv istedet for tomhed, glede
istedetfor mismod, fylde istedetfor goldhed.

Så var hun bleven gift og havde levet
et år i den fulstendigste lykke, Men så
handte det utrolige, at hendes mand, samti-
dig med at hun ikke kunde merke det
mindste spor af forandring i hans kjaerlighed,
vår forelsket i hendes veninde og endog stod
i forhold til hende. Ved et af disse puds,
som skjebnen undertiden synes at more sig
med at spille menneskene, var hun kommen
efter det. Hun havde ligget på landet nede
ved Dröbak for at bade i sommermånederne,
Der lå også veninden, som forresten gjorde
hyppige småture ind til byen.

Fru Holms mand, som dengang var reser- |
velage ved Gaustads sindssygeasyl, kunde kun |

besöge hende en gang om ugen. Så fik hun
en dag et brev fra ham, adresseret til hende,
men skrevet til veninden. Det brev hun
skulde havt, havde så veninden fåt.

Vel denne opdagelse fölte hun sig som
ramt af lynild. Hvad hun havde lidt i den
tid, der påfulgte, tålte hun aldrig at tenke
på. Fodféestet under hende reves bort med
det samme, Lenge efter havde hun fornem-
melsen af at hänge löst i luften, midt i
tomme rummet, uden så meget som et strå
at gribe efter eller en fodsbred jord at redde
sig over på. Alt löb i et for hende, Der
var ikke mere forskjel på godt og ondt, ret
eller uret. Det hele var en eneste masse
af modbydelighed. Og så den sviende bit-
terhed i sjalen over at han havde forrådt
hende.

I sjel ind i et enkelt forhold.

Senere hen, da veninden var bleven gift
i en anden by, og hendes mand havde ve-
ret utrettelig i sine bestrebelser for at gjen-
oprette skaden, havde hun forsögt at lappe
sammen på sin ödelagte kjerlighed. I en-
kelte stunder troede hun også, det var lyk-
kedes hende. Men når så den ved kunstige
midler skabte stemning tabte sig, kjendte

| hun sig håblös som en vildfarende örkenvan-

drer,
dens skatte lod den sig kjöbe tilbage.

Tilliden var borte, og ikke for al ver-
Det,

der havde git deres forhold dets ynde og

glans, eksisterte ikke mere for hende. Hun
var bleven til en ganske almindelig gift kone,
en af de mange, der vedblir at leve i egte-

| skab med sin utro mand.

Men efterhånden vennede hun sig til at
tage sagen roligt. Jo mere letferdigt en så
på livet, jo billigere slap en igjennem, Det
var uforsvarligt og dumt at satte hele sin
Tilvserelsen
var nu engang ikke således beskaffen, at den
honorerte de hele fordringer. Det gjaldt at
sette foden på nakken af livet, at ikke livet
skulde komme med sin fod og sette den på
nakken af os. Hun fik det med at spotte
over alt og vere ligeglad med hvad hun så
hörte og hvad der så foregik. Det eringen
sag at forme sig selv om, bare en ved, hvor-

"dan de vil ha det, havde hun ofte sagt i

| skuffet.

| fandt sig ilde ved det.

den periode. Hun vidste med sig selv, at
hendes sjal var bleven kold og frek, og at
hun fölte og tenkte som en, for hvem intet
er helligt, men hun syntes slet ikke, at hun
Tvertom, hun tri-
vedes således. |

Sit förste barn fik hun to år efter hin
sommer i Dröbak. Hun havde ventet sig så

meget af dets födsel, i modergleden vilde der

yere erstatning at finde for det skibbrud hun
havde lidt på sit liv. Når hun havde sit
barn på skjödet, vilde hun v&ere rig nok til
ikke at forlange mere. Men deri blev hun
Barnet fyldte hende ikke,

Aldrig

havde hun fölt savnet af sin tabte kjerlig-

hed dybere, endda hun var bleven mor til
det lille vesen, hvis far hun ikke lenger
elskede. "Til tider kunde hun slet ikke föle,
at det var hendes barn; det forekom hende
så fremmed og uvedkommende, og når det

| var uroligt om netterne, og hun vågnede ved

at höre det skrige i verelset ved siden af,
hvor det lå med barnepigen, kunde hun bli
ergerlig over at få sin sövn spoleret. Så
bagefter kunde det hende, at hun gred selv-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 5 09:43:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1886/0182.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free