Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt. 1
for at dempe sin hulken. Da hun gik ud
af kirken, skjaelvede hendes indre i stille,
fortröstningsfuld jubel. Hun syntes, hun måtte
trede helt varsomt med sin fod for ikke at
forstyrre den hellige fred, som hun var fyldt
af. Prestens ord var falden som dug på
hendes sjels grustörre bund. Og i samme
nu skjöd der vekst og kom der gröde. Den
dejlige forjettelse tyktes hende så kjendt og
hjemlig. Den havde veret hendes. Hun
havde ejet den og båret den dybti sit hjerte,
men den havde ligget begravet under hendes
syndige livs dårlige frugter. Som ved et
trylleord
ten lå der urört og hel. Hun havde en fa-
der i himlen og en frelser på jorden, som
vilde gi hende hånden og drage hende til
sig nermere og nermere, indtil han engang
fik hende lukket ind i himmeriges rige. Hun
havde som en fornemmelse af, at hun havde
mödt frelseren ansigt til ansigt, som om han
havde stanset og se’t på hende og kjendt
hende og smilt til hende. En salig fryd
gjennemströmmede hende. Hun var tilmode,
som om hun med et smil af lykke kunde
vere gåt i den grufuldeste död for at tjene
sin frelser og herre.
Da så denne stemning var forbrugt, meldte
anfegtelserne sig. De blev så mange og svsere,
at hun tilsidst gik til presten og sögte hjelp.
Först fortalte hun ham bare lidt om sit tid-
ligere liv. Hun havde sky for at legge alle
detaljer åbne for en fremmed. Men det gav
hende ingen virkelig tröst. Så forstod hun,
at gud vilde ha, hun skulde ydmyge sig helt
og bekjende alle synder, de störste med de
mindste. Da dette var gjort, fik hun det
bedre.
Presten havde foreholdt hende, at det
eneste gud krevede af hende var, at hun
skulde tro. Men så havde hun sagt, at hun
ligesom ikke kunde slå sig tiltåls bare med
det. Hun vilde så gjerne sely gjöre noget
for at sone for sig. Så havde presten rystet
hodet og smilende svaret: »husk ordet: »min
nåde er Dig nok.» »Men» — lagde han til
— >»den eneste måde De kan sone for dem,
det er ved at have kjerlighed.> Hun skulde
elske sin mand, tilgive hvad han havde for-
brudt imod hende, ikke bare sådan at hun
ikke lenger bar nag til ham, men således
at hun gav ham hele den forrige kjerlighed
tilbage. Hun skulde tjene, &re og adlyde
ham. Når hun levede sit liv i den fuldkom-
neste, mest selvforglemmende kjerlighed til
var nu alt det fejet bort, og skat- |
andre, så vilde hun ikke alene have fred
og glede her på jorden, men så vilde hen-
des sjel vokse sig stor og sterk, og så vilde dens
I evne til atnyde saligheden hisset blive så
meget större, for graden af salighed, de frelste
kunde föle, afhang ene og alene af den större
| eller mindre kjerlighed de havde ejet her-
I nede. Men först og fremst måtte hun komme
Ii et sterkt og inderligt samfund med gud,
I og for at opnå dette skulde hun bede uden
| afladelse og fremfor alle andre denne bön:
»Gud skab i mig et rent hjerte og forny
en stadig ånd indeni mig.»
Tmidlertid tiltog mandens sygelige tilstand.
| Han formåede stadig vek ikke atskjalne mellem
|) dröm og virkelighed. Dertil kom, at han også
| begyndte at lide af hallucinationer, som han
| bagefter tog for virkelige oplevelser. Han
| blev pirrelig og opfarende, droges altid med
| forestillioger om, at alle forfalgte og foruret-
| tede ham og lod daglig sit syge sinds ophidsel-
| se og vrede gå ud over sin hustru. Der var
ofte ingen grenser for, hvor brutalt og hen-
synslöst han kunde plage og pine hende. Men
hun fandt sig i alt med en aldrig svigtende
tålmodighed. Den anvisning presten havde
git hende på at sone for sig, falgte hun ufra-
’ vigeligt. Hun gjorde sig til sin mands yd-
myge tjenerinde. Hvorledes han end behand-
lede hende, altid var hun lige mild og ven-
lig. Ja, der var tider, hvor hun syntes, at
"Jo mere, jo bedre. Hendes egteskab blev
hendes livs uafladelige askese, og under ti-
den kunde hun endog föle hjertet beve af
ekstatisk henrykkelse over, at gud havde fun-
det hende veerdig til at lide. En dyb tak-
nemmelighedsfölelse over det frelsesmirakel,
der var foregåt med hende, blev mere og
mere grundstemningen i hendes sind. Hvor
var sorgerne let at bere! Hver aften, når
| hun la sit hode på puden, takkede hun gud
for hans nåde og godhed og sov ind som et
| lykkeligt menneske. Det eneste, som pinte
hende, var, at hun, tiltrods for alt det hun
kjempede, ikke formåede at föle kjäerlighed
til sin mand.
Hun kunde bere over med ham, pleje
ham og la sig mishandle af ham, men elske
| ham på den måde presten havde sagt, at hun
skulde, det — nej! — det var hende ikke
| muligt. Så bad hun da daglig gud om til-
givelse for sin uformuenhed og om styrke
| til at tvinge sin gjenstridige sjel til at elske
| således som hun så gjerne vilde. Og så trö-
stede hun sig med at gud, når han så, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
