Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 Nu hvil dig, borger!
Og den skalv — i uvis forventning skalv |
den — slig som den må skjelve, der ven-
ter döden, uden at kjende den — venter i
grn På noget, der anes som gru — barnets skjeel-
ven ligeoverfor en livsgåde. ..
Höstvinden — —
Med hovedet stöttet i sine hender, sad
Amborg og stirrede ud for sig — lige ud. .
Bogen var skudt tilside — det var umnu-
ligt at lesej umuligt at samle sine tanker
om det leste — der var andet, som drog — —
Höstvinden —
Noget, som sukkede og gred — en sår,
trösteslös barnegråd
langt og tungt, noget, som våndede sig, og
noget, der sang — så vemodsfuldt det sang,
i dybe, ensformige toner...
Det var höstvinden! —
Som sterkt svulmende orgeltoner jog den
gjennem treernes kroner,
gjennem visne blomster og lave buske, smög
sig ind med et dulgt suk i hver eneste revne,
hver eneste krog og stormede så i tyldigt og
rigt tankefölge mod hendes beklemte sjal —
mens treer og buske svajede, lyngen bölgede,
og de sidste blomster böjede sig og fzeldte
tårer i det udgredte gres. ..
De sidste blomster —
Dem plukkede man idag til hende, fordi
hun just var tredive år!
Det var de sidste blomster -—
Men blomster med gråd i öje syntes hende
netop en passende gave til den, som selv
havde gredt sine modige tårer i dagens |
medför. —
Men sin egen gråd havde hun atter glemt
over naturens og livets — denne såre, trö
teslöse barnegråd, som af og til bröd hul-
kende gjennem en sorgtung ligsalme, mens
hårde stön og sterke krav druknede i hvid-
skådden. . .
For naturen kunde tale. —
Rundtom bekken og nedover langs den
bölgede lyngen röd og grön. -—
Det hviskede og tiskede i lyngen og
klukkede og lo i bekken — men lyngen
- var jordbrun og nögen på stilkene, og baek-
ken satte slim i kulpene — stygt grönt slim
— og skum...
Rene, klare toner trillede mod hende —
Det var fagleröster —
De smög sig så fint, så blödt, så bönligt
om själen, som vilde de bare bede om lov
til at titte indenfor. . .
— noget, der klagede |
drog tungsindig |
Å, men for en skalk den fuglekvidderen
| var! — For slap den först ind, så rumstered
den også derinde ret af hjertens lyst —
akkurat som når et forkjelet barn kaster
| alt hulteromhej og gramser omkring med sine
| söde fingre, mens det ler en lige opi ansig-
tet, for også fuglekvidderen höjt og lavt,
vendte op og ned på tanker og fölelser, pur-
rede op i gamle lengsler og visne håb —
| under en perleregn af fin, tryllende kvidder,
så hun måtte le — le med tårer i öjnene
— ved at se hele sit sjelsindhold blest i
; luften som gulnet löv på en fejende höstdag.
Men fuglen taug —
Alle de döde rester af et udbrendt tan-
keliv sank atter ned på sin vanlige plads —
| og eldgammelt stöv faldt dekkende over hen-
des smertes skat...
Men langt indunder alt — fuglekvidder
’ og bekkeskvalder, brus og sus og sakte hvi-
sken, suk og kluk og brag og stön — lå
der en sögen, en blinds famlen efter harmoni
midt i hele dette mislydsvildske.
Hun fulgte den som en grundtone, der
snart vokste sig rig og stor og varm midt
i en megtig kamp mod en her af ulyd, snart
) tumled sig ind i en floke, gjennem hvilken
"dens tilverelse bare anende fandt vej, og
| hun tyktes höre dens strid — ofte cengste-
ligt svag, stundom sterkere — for at bli
fri, snart på flugt som en ond samvittighed
| med en herskares mangfoldighed af små-
| djevle i helene, snart som et vildt skrig af
| smerte eller raseri i en snever vending. —
I Der kom en stormende bagfra — og så
fölte hun med et to små händer over sine
| öjne —
Det gnistrede og flissede af en indestengt
| latter.
> Hven 0 spurgtes der
| fordrejet stemme.
| »Fuglen!»
Knisingen igjen —
» Hvem ?»
»Fuglekvidderen !»
Idetsamme to arme om Amborgs hals. .
»Kunde ikke! kunde ikke! kunde ikkaj
| — Et lidet kys — så! — Gratulerer, gra-
| tulerer! — Ja, tenk du er tredive år idag!
| -— gud, hvor gammel! — Et lidet kys. .
| gratulerer, gratulerer!. . Å, men du skulde
bare se de yndige blosler jeg har bragt
med til dig — og så presenten! . :. Ja, gjet,
om du kan! — Nej, nej, nej — jeg siger
med forsög på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
