- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
22

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

22

Brev fra Norge.

har inbildt sig, at vi var lengere kommet,
end vi i virkeligheden er. Det har nok
hendt, at vi har gaaet frem fulde af for-
ventning for saa med engang at stanse, be-
drövede og raadvilde, lige over for den al-
lerdybeste nöd.

»Den allerdybeste nöd er, at bevidstheden
om den dybe nöd mangler», siges der i »Fra
de stummes leir» Og den, som har sagt
det, har ret; Ja, vist har Camilla Collett ret,
det maa vi altid paanyt erkjende. Hun faar
evig ret, fordi hun har gaaet dybere tilbunds
end alle andre, fordi hun har geniets sanddru-
hed, og fordi hun här dette uhyre og fine
mod, fölelsens mod, den wegte digters mod.

Og fordi hun har denne ewvne til at
vere sig selv helt ind i den inderste grund,
saa har hun ogsaa denne skjönne kvindelige
selvfölelse, som aldrig har tilladt hende at
smigre overmagten. Fordi hun for alvor er
kvindelig, har det, hun har skrevet og sagt,
aldrig veeret skjemmet af et stenk if servi-
litet ligeoverfor manden.
hvor sjelden det er, at selv vor tids kvinde-
lige aandsproduktion er helt fri for den art
pletter.

Eller om de mest fremragende kvinde-
lige kunstnere ikke er servile, saa beerer dog
de allerfleste af dem preg af, selv de ankla-
gende kvinder beerer oftest preg af, at de
er meendenes lerlinge og endmr ikke slup-
pet ud af skolen. Men hun, hvem har hun
lrert af? »Af virkeligheden», siger hun selv;
»af denne min tidlige, mörke, indesluttede
fortrolige», af virkeligheden og af ensomhe-
den, og saa af smerten.

Se, jeg tror, at naar kvindernes leeretid
er förbi, naar en ny slegt staar i et nyt aar-
hundrede med en rigere udvikling, med til-
lid til egen dömmekraft og uden stedbarns-
skreekken og de onde drömme siddende igjen
i hjerne og nerver, da vil der fra dette höiere
niveau ogsaa i Norden löfte sig frem de en-
kelte straalende kvindeskikkelser, og det vil
blive lyst foran dem, og det vil blive mörkt
bag, og faa er de kvinder fra vor tid, der
da vil kunne skimtes. Men hende vil dun-

;lheden ikke kunne skjule. I vort lands
historie i det mindste vil hun ikke kunne
glemmes, saavist ikke det hele aarhundrede
med dets kamp og smerte og gjenfödte haab
glemmes. Jeg synes, hun er som vort eget
folks smertelige: lengsel efter alt det, som
er fint og lyst og varmt.

Og lag merke til, |

Lad blot den rette afstand komme imel-
lem, saa vil hvör og en kunne se hendes
billede stige höitidsfuldt frem mod den dyb-
graa baggrund! Paa denne baggrund, som
gjemmer de mange dystre aarhundreder, staar
hun, den eneste kvinde, og stirrer hen mod
den fjerneste fremtid. Lad den rette afstand
komme imellem, saa vil alle kunne forstaa,
hvad hendes klager gjelder! »Hun klager
over egne sorgers, siger man. Det er skyg-
gen, ikke tingen. Hvad hun klager over, det
er noget umaadeligt og forferdeligt, det er
over en flere tusind aar gammel civilisations
haardhed og uret. Men den, som legger
öret tet indtil, hörer en endnu dybere, en
halvt ubevidst klage over naturens grumhed,
et sagte hvisket, fortvilet spörsmaal, om alle
vore klager og al vor kamp dog tilsidst kan
hjelpe.

Jeg elsker Camilla Collett, fordi hverken
alder eller reflektion har formaaet at gjöre
hende lam paa indignationens nerve, fordi
hur er saa trofast mod oss alle og altid fort-
setter med protesten, indtil den vil lyde til
os »d’outre tombe.> Men i andre kvinders
klage, synes jeg der ligesom ingen klang er
nu. Det er, som om umiddelbarheden er
borte fra de yngres klage. Ister fra epigon-
literaturens jamren i vers og novelleform.
Bedre kan vist de yngre nu virke ved at
komme med direkte protest i de enkelte,
konkrete tilfelde end ved betragtninger over
uretten i almindelighed.

Hvad der kreves nu hos os er, at man
gaar de enkelte praktiske spörsmaal lige teet
ind paa livet. Men det er en opgave, som
stiller store fordringer til arbeiderne. Det
gjelder at vere udholdende og ikke tabe mod
og lyst, om vanskelighederne öges. Og skulde
jeg önske dem nöget de kvinder, som holder
paa med det tunge rydningsarbeide i hede
og törke, medens fluer og klaeg og myg pla-
ger og stikker, saa er det et nopslideligt godt
humör og et overmaal af freidighed. Og
kunde jeg bare saasandt, saa skulde jeg ved
siden af de mange ord af Camilla Collett, som
for bestandig staar skrevet paa vor fane, 0g-
sax skrive disse, hendes broders Henrik Wer-
gelands ord: »Ligesom insektets stik i muslin-
gen, avler förnsermelser kun perler i mit

|| hjerte; de skulle en dag smykke min aands

diadem.»
Gina Krog.

jon

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free