Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
83
har en annan. Det torde vara svårt att i kvinno-
literaturen uppvisa ett så hänsynslöst offrande af de
konstens kraf, hvarom kritici tala, för att få fram
den moraliska lärdomen, som det "Arne Garborg
gjort sig skyldig till i Mannfolk. Men är det någon
af herrarne, som talar illa om den indignationslite-
raturen?
Det är alldeles samma förhållande med våra
unge kritici som med de äldre: så snart en boks
tendens icke tilltalar dem, så stämplas och afstraffas
arbetet som ett brott mot konsten. De unge äro
härvid fullständigt lika ärliga och lika naiva som
den äldre riktningens män. De ha ingenting lärt
och ingenting: glömt.
Blott ännu ett ord med anledning af det i bör-
jan på denna uppsats citerade omdömet. Den ärade
författaren menar, att »diskussionsliteraturen> gjort
det så lätt för den ena lilla grodan efter den andra
att blåsa upp sig till imponerande, innehållstom
storhet. Efter nin bekantskap med grodorna —
jag får medge, att den är något flyktig — skulle
det vara dem synnerligen svårt att imponera genom
att sprida ut nya meningar bland den ärade ellmän-
heten. Däremot har det förefallit mig något san-
nolikare, att de kunde ha någon utsigt att väcka
uppseende såsom skonstnärer». 7
0:
Cv
Et Billede.
Jes ser det altsammen saa uendligt tydeligt
? — ganske som var det et Maleri, der var
malet foran mig paa min Veg:
Det hele Nordlands-Dampskib, med sit
Agterdek, Matrosen ved Roret med det half-
gamle Skipperansigt, mangen Vinterstorm
havde bidt i. Passagererne, den Snes Men-
nesker, som sad eller gik rundtom — den
lange, tynde Trondhjems-Köbmand med sit
Nöddeknekkeransigt paa en Storkehals, der
maalte Dekket saa regelmessigt op og ned
og spyttede ud i Vandet hver tredje Gang,
han drejede ved Roret; og denne lille krog-
ryggede Fröken, som altid sad og förte den
ene Haand hen over den anden, som vilde
hun vårme den, og dukkede det gamle Ho-
ved med det tyndede halvgraa Haar, ligesom
hun altid stred sig möjsomt frem, op mod
et stridt Vejr. Saa ydmyg saa” hun ud af
de anstrengte röde Ojne, som bad hun hver
Sjel saa inderligt om Forladelse for den lille
Plads, hvor hun kröb sammen.
Hun kom fra Nordland, havde hun sagt
mig om Aftnen, . . . Der havde hun »tjent»
en Menneskealder som Lererinde . . .
— Om hun da ikke var der oppe fra?
havde jeg spurgt.
— Nej, det var hun ikke,
fra Ostlandet — fra Syden :
hun hjem . ..
Og jeg havde set paa hende, i Skeret
af Kahytslampen, den lille krogede med det
visnede Ansigt, der laa i skelvende Ryn-
ker. . . Hvad havde mon kastet hende derop
— ett helt Liv? Hvem vidste.
»Nu rejste hun hjem» — for at dö.
Hun havde en Kanarifugl i et Bur nede
paa Kahytsbordet, dekket af mange Sjaler.
Hver Time kiggede hun til Kreet-.. .. Og
örkeslöse, som man er paa lange Rejser, var
vi alle stanset, alle vi Passagerer, paa vore
Vandringer i Kahytsgangen, op og ned — og
havde stirret ned paa det lille gule: Bestie
(saadant et lille kuldskert defekt Exemplar
af en simpel Kanari), og hun havde sagt med
sin knekkede, frygtsomme Stemme:
— Men tror De, den holder det ud —
Rejsen — lige til Kristiania? . . .
Og jeg ser Dampskibets Fordek med
Faarene, der rullede imod hinanden og bregede
hjelpelöst, virrende med de dumme; frem-
strakte, rödkridtkorsede Hoveder . . . 08 jeg
ser disse syv stakkels Böhmermusikanter, der
saa” saa gennemfrosne ud, mens de stod der
nedenfor Agterdsekstrappen med Hornene i
de röde Hender og bleste en glad Melodi
— en Wienervals, der klang mod de kolde
graa Klippevegge og löd frem gennem Sneev-
ringen i Skerene, over Vandet . . .
Jeg ser de fire Huse, der dannede det
hele Handelssted, hvor vi löb an — triste
og lavryggede Huse. De laa lige ved Fjel-
dets Fod, det ganske nögno Fjeld, kun en
stor Vag, lukkende for alt Syn — der kröb
Husene i Skjul.
Og ellers var der intet paa den hele
Strand — uden Klippernes Graa og Havet.
Her var ingen Vaar naaet ind; her syntes
man overhovedet ikke Aarstider vilde skifte:
de Klipper og den Strand laa vel altid hen
som nu...
Mens jeg saa” paa disse fire Huse med
de smaa Ruder, der maatte give saa sparsom
Dag; og med Dore, lave, sluttende-tat, som
kunde de slet ikke lukkes op — 0g dog
skermede de vel knap mod Stormen; og med
Tagene, der laa saa trangt over Hovederne,
som dukkede de sig af Frygt for Fjeldet —
da faldt mit Öje med et paa en Luge, en aa-
hun var
Nu rejste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
