Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
"Gevandt bort, kleder sig fornuftigt i Graat
og reducerer sig klogt til mere solide
Sporgsmaal, angaaende Erhverv og Fortjeneste.
Under en saa verdig Mine skulde man tro,
at det maatte tekkes selv Hr Strindberg:
Som en Idé kunde vi dog have onsket’ det
noget af Gudernes Ungdom, og man spörger
derfor, om Grunden til denne forelobige Fal-
men. Skulde det ikke ligge i, at det saa
ofte er blevet behandlet fra de to Sider med
saa lidt Elskverdighed? Ligesaavist som det
kun kleder meget faa Damer at sige: »Uf
de Mandfolk», ligesaa. lidt kleder det Maen-
dene at tale om »de gode Damer», Det er,
som om hver Part tabte noget af sit Kön derved,
tabte den Modsetmning, hvori den gensidige
Tiltrekning skulde ligge og i det Sted gav
Plads for et Gab af Kedsommelighed.
At Strindberg tiltrods derfor ikke er
blevet Kedsommelighedens Apostel ligger i,
at han ”frelser sig op paa Extravagancens
Höjder, fra hvis Top han vinker som Humo-
rist. Han er ganske sikkert i denne Tid i
mangt et danskt Hjem bleven modtaget med
en Latter, hvori Indignationen ikke har spillet
nogen stor Rolle.
Taget »au serieux», er han fortabt, ikke
alene fordi hans Angreb indeholder saa store
Modsigelser, men ogsaa fordi han som una-
turlig Bekriger af det modsatte Kön simpelt-
hen falder ind under munkeagtig Fanatisme ——
det vil sige under det Abnorme. Deter Skaebnens
blodige Ironi, at han, som betragter den ero-
tiske Kraft som Menneskets hoejeste, ved sit
Had til den Vis å Vis, Naturen nu en Gång
har sat ind i Livet, viser sig at mangle
Blomsten af denne Egenskab. (Er det det,
han forstaaer ved det nye, os ubekjendte Ord
»Afmandelse»?) :
Med alt det bliver han dog hört. I vor
Tid, hvor Masserne vekkes, hvor Interesserne
koge, hvor heldigvis saa mange som muligt
tale med, gelder det at skrige hojt. Det er
langtfra nok, at en Stemme er sand, er den
for fornem til at sette en Raaber for Mun-
den, gaar Mengden den forbi. Men de, som
hörer en saadan Stemmes. skjulte Melodi, som
gjetter, at dette sagte Spil til Trods for Skri-
gene fiut og dybt alligevel er i Slegt med
Tidens Krav, de stanse uvilkaarligt, grebne af
Lyst til at gjore opmerksom paa Melodien.
Har man i denne Tid fulgt med den
skandinaviske Kvindebevegelses Donninger,
baarne af Literaturens Underström, saa er der
i komplet Modsetning til Strindberg to For-
fattere, der dukke op af Vandene, den ene
dansk, den anden norsk, med en seregen
genial Forstaaelse af Kvindens nutidige Liv.
Den förste er Herman Bang i »Stille Existenser»,
den anden Jonas Lie i »Kommandorens Döttre».
Den ene rammer mubevidst, men sterkt, i
>Hendes kongelige Hojhed> Masser af kvin-
delige Existenser, den anden gaar derimod
til Verket, dreven af fuld Bevidsthed, af dri-
stig Tilslutning til den Menneskehedens Sag,
hvoraf hun er den store Halvdel. Den stak-
kels Prindsesse, nede i sit tyske adelige Klo-
ster, aner ikke, at hun har Söskendebörn, der
slide Brostenene op i en lille By i Norge, og
at disse hedde Marthe og Cecilie.
Er det fordi Lie er saa populair, at man
saa forsigtig gaar udenom det, han vil? Den
store Flok nenner ikke at se sin fine Ynd-
lingsforfatter som radikal. — Den trekker
Skermen dygtigt ned over Lampen, saa Bo-
gen falder ind under et Sker af rosa, og
hörer man under Lesningen et Skrig, saa
bilder man sig ind, at det er Vinden, der
pidsker paa Ruden og finder Stuen dobbelt
hyggelig. At han vil rydde op i denne Stue,
kommer Mange lidt utilpas.
Men det nytter ikke at se paa en Bog
som »Kommandgrens Döttre> som paa et
smukt Ur, der viser det Klokkeslet, hele Ver-
den retter sig efter. Man skal som Barnet
bemegtige sig det, holde det tet op til Oret,
og de fine Slag vil da, et for et, melde, at
det er i Flugt med Fremskridtet, ja, viser ud
over dettes Klokkeslet.
Som i » Det flager» kaempes her for et sundt
naturligt Samkvem imellem unge Memnesker af
begge Kjon. Som Garborg i »Mannfolk» ser For-
fatteren en Ulykke i, at hvert Kon gaar sin
Vei, taler” sit Sprog for saa, naar de mgdes,
at misforstaa hinanden mere, end om de kom
fra hver sin Klode. Hvad er forferdeligere,
spörger han, end det Spindelvevssnak, der
underminerer Cecilies og Fastings Elskov?
Eller rettere, hvad er det for et Samfund,
hvor man, som paa et Bals forvrovlede Qua-
drille, for hele Livet gaar feil af hinanden,
fordi man en Gang er drejet til Höjre i Ste-
det for til Venstre? Cecilie med det »me-
ningsfyldte» Ansigt, den friske Skikkelse, der
skyder Snerperiets Fichuer af sig, af Natu-
ren edselt udrustet med al den Mening,
denne oversete Moder ikke altid kan legge
Skjul paa, hun skal af denne Aarsag gaa me-
ningslost til Grunde, og hendes Skonhed, skabt
til. Slegtens Forherligelse, forrederisk vende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
