- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
139

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Framåt.

139

Snart viser hun sig selv, ifort sin Tylskappe,
med falske sorte Kroller, festede paa det
graanende Haar. Det fede, laskede Ansigt,
ud af hvis Midte der springer en Nese som
et Pappegoienseeb, hendes buttede Heender,
hendes smaa Oine, der har Noget baade af
en Pantelaaners Gridskhed og en afdanket
Dandserindes Smil, staa i en fuldkommen
Harmoni med denne Sal, hvoriligesom Ulykken
og den laveste Beregning har festet Bo, hun
indaander dens Atmosfere med Nydelse, den
styrker hende, den gjor hende godt.
Vauquet er et Billede af Pensionen, ligesom
Pensionen et Billede af hende. TI den lille
Kones Holdning, Udtryk, i hendes blasse Fedme
er hele Pensionen ligesom legemliggjort. Det
er Altsammen saa uundgaaeligt en Folge af
Livet i denne, som Tyfus er en Folge ’ af
Uddunstningerne i et Hospital.

»Mis, Mis, Schtt!< skriger hun. Katten
springer ned, men nermer sig igjen og stryger
sig snurrende op til hende.

»Ja, nu kan Du smigre, Du gamle Kjeel-
....BSylviel Sylviel«

»Hvad er der, Madame?«

»Ser du ikke, hvad Katten har gjort,

— tomt nesten den hele Bolle?«

»Det er den dumme Kristoffers Skyld,
han har glemt at legge Laaget paa. Men
bryd Dem ikke derom, Madame. Far Gariot
kan faa den Melk; jeg setter lidt Vand til,
han merker det ikke. Han legger ikke Mierke
til Noget, ikke engang til det, han spiser.«

Det var en frygtelig Skildring, ikke sandt?
Og dog er den betydelig formildet, ja jeg maa
bede Balzacs Manes om Tilgivelse for den
maaske alt for frie Bearbeidelse, som en Til-
lempning for norske Lesere har krevet det.
Den er endda frygtelig nok. Den ligner hin
Salmiakspiritus, man indaander, naar man har
Hovedpine, der bringer En til at nyse, og som
virker baade bedevende og oplivende. Nei,
da var det noget Andet de Pensioner, jeg
lerte at kjende.

Den ene af dem var netop en engelsk.
Det Storartede, nesten Luxugse maa over-
raske Enhver, der ikke kjender til denne Slags
Indretninger. - Hele Huset er bygget til Oie-
medet. I hver Etage Korridorer, som fere
ind til Sovekamrene, alle Trapper og Gange
forsynede med Tzepper og sterkt oplyste.
Nede i förste Etage en Spisesal og to Saloner.
Marmor, Forgyldning, og en Luxus af Speile,
som man kun treffer den i Frankrig, hvor
man kan sige, de udgjore en Del af Murene

tring!

Mad. .

— paa Veggene et Par pregtigt forgyldte
Rammer med noget dunkelt indeni, jeg vil
kalde -dem Malerier. Efter otte Dages Forlob
havde jeg udfundet, at det ene forestillede to
Oxer, der trak et Holes. I Kaminen brendte
en stadig og kraftig Id, og de dejligste Laene-
stole og Sofaer omringede den. Og alt dette
er nu vort; det er vor Dagligstue, vor Kamin,
vore Malerier; dette overflodige og velbetjente
Taffel serveres for os, disse Tjenere er der
for vor Bekvemmelighed; dette er virkelig
noget Stort, ja man faar en Idé om Associ-
ationens Velsignelser! Men til dette Alminde-
lige maa man holde sig; i Egenskab af enkelt
Personlighed existerer man ikke, og man kunde
for. haabe at roöre Stenene, end vente en
Haandsrekning udenfor dette store Fzellesskab.
Paa sit private Verelseer man et saa hjelpe-
lost Individ, som nogensinde kan vere til.
Hender der nu ovenikjobet et af disse Smaa-
uheld, som selv den store Napoleon i sine
almegtigste Lykkedage ikke kunde forebygge,
— han drog endog store Varsler deraf —
en veltet Vandkande eller et do. Blexkhus,
saa er man det ulykkeligste Menneske under
Solen.

Dette Veerelse, der ideligt beboes, befinder
sig i en meerkverdig Tilstand af Ubeboethed.
Man skulde sige, det har staaet forstenet i
et halvt Aarhundrede. De ligne hinanden
alle. En stor, meget god Seng. Et Uhyre
af en rundbuet Noddetres Dragkiste, forsynet
med ingen Nogle og nogle skrigende, mod-
strebende Skuffer, et Skab med en falsk
Laas, et Taffeluhr, som naar man glemmer,
at det staar, og vil raadföre sig med det,
ironisk peger hen paa det muligst gale Klokke-
slet, etellerto ruggende Borde. — At Klokke-
strengen, hvis der er nogen, befinder sig i
en Tilstand af Utjenstdygtighed, behover jeg
ikke at fortelle. - Hvorfor skulde Klokkestreen-
gen vere hel? Man prover den i al Beske-
denhed, det vil sige, naar den bitre Nodven-
dighed krzever det, en Gang, maaske en Gang
til, og lader det saa ganske fare; man glemmer,
at der gives Noget som en Klokkestreng, og
man bliver först erindret derom i det Oieblik,
man skal reise; den staar da paa Regningen
som itubrudt. Fader og jeg gjorde allerede,
da vi i 1833 vare iParis, Bekjendtskab med
den Slags Klokkestrenge. Vi ringede rask
paa, uden at endse Noget, og hver Gang vi
ringede, faldt de ned. Men de vare ligesom
Kjemperne i Valhal, der stode lige gode op
igjen: hver Morgen vare de i den gamle Or-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0173.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free