Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framål. 269
smegtende end noget jeg har kunnet fore-
stille mig, med blomster i sit härdt mörke,
glanslöse hår, som hun brugte nedad ryggen
i stive korketrakkere, og de store gulbrune
| öjne festede på mine.
| Og hun klagede sin nöd for mig; hun
havde ikke fundet sin plads her i verden.
Först var det det med balletten som gik istå —
siden havde hun så gjerne villet til hoffet.
Hun havde i hemmelighed skrevet til dron-
ningen og bönfaldt om at blive en af hendes
eller prinsessens kammerjomfruer eller om hun
ikke vilde det anderledes, en af hendes tje-
| nerindes tjenerinder. Men dronningen havde
slet ikke villet noget; der var kommet et
brev fra en hofdame med sådant et underlig
- koldt nej. — Og hun havde ventet — — —
der måtte vel komme noget andet — —; og
så gik hun her endnu i dette tarvelige hus,
langt oppe i landet — men endnu måtte der
komme noget, det vidste hun; hun fölte det
tydelig på sig, at der var noget indenfor, der
mätte frem.
Det var en reduceret lengsel, der var
stormet frem mod prinsen og det halve kon-
gerige og nu famlede i blinde mod hvad-
somhelst.
Hun klagede over, at hun fik ofte höre
ondt, for Svogeren var så rå og kunde aldrig
udstå hende.
Og årene var gået, og hun var stadig
lererinde i al tarvelighed for börnene, fik
regelmessig som maden sine daglige skoser,
men alligevel kunde hun ikke slippe sin for-
visning. -
Der var noget så indestengt uroligt over
hende, at det vakte min medlidenhed, men
når han talte om, at det skulde blive til no-
get andet engang, kom hun i ekstase.
Jeg forberedte hende på, at det kunde
blive nödvendigt at resignere, men hun vilde
ikke höre.
»Det er med mig som med ekornet ude
i buret», sagde hun, »de får mig ikke fra
det, — aldrig!»
Jég mente, hun måtte vel vide, hvordan
det vilde gå tilsist, med ekornet. Det sprin-
ger og springer over hjulet og tanker det
berer mod skogen — men så slider det til-
slut den store, buskede hale af sig og bliver
tam.
Men tante Lilla likte ikke den historie.
"Hun så på mej med et par öjne — — det
kunde gåt an til nöd, om de havde veret
unge eller forstandige.
Stakkels tante Lilla! Der var både noget
forkröblet og noget meningslöst forvokset ved
hende. I mange år havde hun veret pint
ind i et arbejde, hvor hun ikke hörte til
Sligt har sine ödeleggende virkninger. I
årenes löb havde hendes äåndelige tilstand
afsat abnormiteter; en fantasi der ingenting
havde havt at gjöre, havde fyldt hende med
sin örkeslöshed. Så kom de fikse idéer.
Man forteller om en ensomt afsperret fange,
at han tilslut glemte han var menneske og
gik på fire.
Noget lignende var det med tante Lilla;
hun havde glemt sine naturlige betingelser
og vilde ind overalt, men havde ikke truffet
et sted, hvor hun hörte hjemme.
I flere år havde hun dyrket musiken,
men hun var döv både i musikalsk og fy-
sisk forstand. När hun begyndte att spille
gav instrumentet sig under den taktfaste larm
og min hund og jeg gik ud.
Men jeg havde en mistanke om, at hun
selv tenkte her lå hendes krefter. Det hjälp
lidet om man lo af hendes musik, eller om
man led og gik sin vej.
Hun hörte kun det mindste af propri-
terens blodige spot. Hun levede i sin tung-
hörhed på vejen mod en anden verden; og
jeg tenker mig, at de disharmonriske satser,
hvorved hun overflyttede sig selv, gjennem
tunaghörheden klang afdempede, gjennem fan-
tasien forvandlade til det skjönhedsmål hun
attråede.
Thi tante Lilla var, tragiske skjebne, op-
fyldt af skjönhedslengsler og skjönhedstilbe-
delse. Når hun som hun undertiden plejede,
när propriteren var ude, med halvlukkede
öjne og sine blöde slangebeviegelser hengav
sig til sin lidenskab, dansen, fiyttede jeg mig
så tet jeg kunde op til veggen. Jeg mätte
tenke på den hedenske tids mysterier med
sin kultus af den ubekjendte Gud.
: Hun så aldrig så lykkelig ud som da;
hun levede i sin verden og tog vederlag for
virkeligheden.
Det klukkede bortigjennem krogene; de
lo så godt allesammen af tante Lilla.
Men jeg syntes ofte der blev kvalmt så
jeg måtte ud. Om ikke langer, var der
bedre udenfor i bergholtet mellem dem krog-
voksne birk; noget så misdannet som dette
var der wmgen råd til at finde i skog eller
mark.
Der var ikke heller altid hyggeligt i
stuerne, når propriteren fik det for sig, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
