- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
362

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

362

Hvordan man gifter sig...

Hans Ord löd inderlig varmt. Blodet
jog i hede Strömme op i hendes Kinder;
tavs -gik hun med senket Hoved, de mör-
ke Vipper dekkede for det lysende Blik,
og han vedblev at tale, hvert Ord kom lige
fra hans Hjerte.

Men hun hörte kun et, forstod kun é&t,
at han elskede hende, bad hende blive sin
Hustru. Hun havde altsaa her, indenfor Mu-
lighedens Reekkevidde, den Lykke det Vel-
vere, hendes Drömme higede mod... men
hendes Hjerte sved,

Hun elskede ham ikke.

En pludselig overmegtig Lengsel gen-
nembaevede i et Nu hendes Själ. Hvad, om
det var ham, den unge Lege med de staal-
graa Öjne, der lyste af Mod og Haab, som
gik her og talte saaledes til hende — — —,

Hun rettede sig rank, det var dumt,
hun vidste det. Hvilken Fremtid vilde det
blive — en tarvelig Lod, maaske först om
mange Aar, naar Ventetiden havde bleget hen-
des Kind og slukket hendes Öjnes Glans.

Og de varme overbevisende Köerligheds-
ord, bedenide, ömme, gled förbi hendes ure.

Hendes "Tänker arbejdede. — — Det
löd saa stort, saa smukt dette, om selv at
skabe sig en Stilling i Samfundet, blive til
noget uden en Mands Hjelp og kun skenke
sig bort til sit Hjertes Udvalgte. " Men hvor-
ledes var hun rustet til at tage Kampen op
for Tilverelsen, var hun opdraget tilat stole
paa sig selv, paa sin egen Energi, sit eget
Arbejde. Havde hun ikke med hver
Dag mere og mere indsuget den Forvisning,
al en skön Kvinde bör söge sin Lykke i at
göre ett godt Parti. . . . Var det ikke med
dette Maal for Öje, man havde lert hende
alle -hendes smaa Ferdigheder -— intet vir-
keligt Grundlag, alt kun for at tage sig ud.
Hun fölte en stikkende Smerte dybt inde, en
Fejghedens Svaghed, en bitter Selvforagt. Det
gjorde hende ondt for ham — den kraftige,
viljesteerke Mand ved hendes Side, der som
et Barn skelvede i aandelös Forventning —
og det gjorde hende ondt for hende selv...
Hvorfor havde man ikke lert hende som
Kvinde selv at bane sin Vej gennem Livet —
eller var det maaske Tid endnu.

Hun stod der foran ham med senkede
Öjenlaag, mens Tankerne jog i hendes Ho-
ved, . Hun saa en Hovedstads muntre,
brogede Liv drage forbi sit Blik, Fester,
Smykker, moderne Dragter — og paa den
anden Side, Aar fulde af möjsomt Arbejde,

hvis Velsignelse hun aldrig havde lert at
fatte. — og han, han saa kun det yndige
rödmende Pigehoved, rödmende som den gry-
ende Keerligheds Sol. — Han greb hende i
sine Arme og bedekkede hendes Kinder og
Mund med hede, brendende Kys — — Min
söde elskede, tör jag virkelig tro, Du holder
AMT Sve

Hun löftede sine mörke Öjne med et
mat Smil, saa saa hun bort, ud over Skoven
og Engene, hvor den sidste Solglans döde
hen i et sart, deemrende graat — men hans
Hjerte bankede i bevende Lykke.

Ingeborg Gerstenberg-Miiller.,

VTNQA

Strejk.

Hur glädjefattigt de lifvet funnit,
hur mödosamt, huru tunga tagen,
de ännu aldrig en timme klagat,
ty de dock hittills haft bröd för dagen.

Men så vid skiftet, när bokslut göres,
herr fabrikören med vemod finner,

alt till den summa, som han har väntat,
hans årsvinst uppå affärn ej hinner.

Dess orsak sjelfklart han icke söker,
han akeepterar de kända rönen

och gör som alla vid fall som detta:
för sina slafvar han sänker lönen.

Då i förtviflan de dra sitt vapen,
ett vapen smidt utaf nöd och hunger,

så ofta maktlöst — men deras enda.
Och strejk han heter, den sång man
sjunger.

Det gäller endast, hvem- längst kan
vänta,

och fabrikören för sina vänner

gör ett kalas med champanj och hånar:

»På strejker endast ett slut man kän-

ner».

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0448.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free