Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 > Synd».
Å
det er ligesaa syndigt som upraktisk ikke at
bekende sig til Landets herskende Religion
eller Regeringens Politik, — og hun vil nu
bevise mig min Synds Fölger ved stadig at
forsikre mig, at jeg nu, hvis jeg ikke havde
veret en ugudelig Fritenker paa de omtalte
Omraader, i dette Öjeblik kunde have staaet
for mine Dam r her som Unniversitetspro-
fessor Rd: af Db. m. m., medens jeg nu
kun er en Pjalt, »en Rudin», en daarlig rod-
lös Person — god nok til at underholde en
smuk Dame i en ensom Time, men et kom-
promiterende Bekendtskab for hende i fint
Selskab. — Se, det er nu Fruens, men hvad
er saa Deres Trosartikkel, Fröken Klara?»
Klara fölte, at hans Blik hvilede under-
sögende paa hende, hun turde ikke se op,
for saa vilde han kunde lzese al hendes
Jammer og maaske föle Medlidenhed med
hende — og det maatte — det maatte han
ikke.
»Jeg tror paa Lögnen som Syndens
Arvefölger», sagde hun med en Stemme, der
löd brudt og smertelig.
»Fyl! Klara, hvad er det dog for heeslige
Kraftudtryk, Du bruger,» sagde Fruen mildt
bebrejdende. »Du begynder da ikke ogsaa
at smittes af Tidens frie, usedelige Udtryks-
maade — Du har ikke godt af at tale saa
meget med Doktoren, jeg tror han demorali-
serer Dig.»
»Nej, Fröken Klaras Moral er saa egte,
at hun tör kalde Barnet ved det Navn, hun
tror, der er dets rette,» sagde Doktoren al-
vorlig. -— »Naa, Fakta er, at Fruen tror paa
Synd, og at Fröknen i dette vjeblik er over-
bevist om, at alt hvad der saa sköndt og
godt ud, hver glad Stemning, hvert Öjeblik,
hvor man drömmende sögte at fange Lykken,
at det var — for at tage Hensyn til Fruens
Fölsomhed — Usandhed. —
Men I tager begge to fejl. — Synd er
kun et gammelt Zventyr, hvormed man skrem-
mer bange Sjele — jeg anerkender kun en
Synd, — Synden mod den unge, ubefestede
Barnesjel. Den maa ikke overskygges eller
modnes. fortidlig, for den maa der kempes,
og for den maa der viges, den brer jo
Fremtidens spirende Haab i sig.
Men ellers kan hver Afskygning af Men-
nesklivet have sin Berettigelse, ja, sin Skön-
hed, naar bare Mennesket selv vil se sundt
derpaa og ikke med overfladisk Dommerveer-
dighed glemme Lyset for Skyggen, det kastede.»
Kammerjunkerinden gabede og strakte
Haanden afvergende ud mod Doktoren.
»Saa, lad os nu tale om noget andet og mere
fornöjeligt,, Klaras Ansigt er saa mörkt som en
Nemesis, jeg er ganske bange for hende, og
De selv, Doktor, ser ogsaa ud som om De
pönsede paa et eller andet Samfundsom-
veltende.
Nu gaar jeg et Öjeblik ind til min Sy-
jomfru, det Skind, hun sidder og slider i
den Balkjole, jeg skal have paa til Soireen i
Morgen, saa hun kan nok trenge til, at jeg
opmuntrer hende lidt. — Naar jeg saa kom-
mer ind igen, vil jeg se Jer begge muntre,
höre I!»
D:r Möller gik tavs op og ned ad Gul-
vet, af og lil standsede han, tog en eller an-
den Nipsgenstand paa Etageren, saa paa
den, flyttede den hen paa en anden Plads,
og gik saa igen videre paa sin sedvanlige
rastlöse Maade.
Saa stod han pludselig stille foran Klara.
Hun saa ikke op, men bladede rastlöst videre
i en illustreret Pragtudgave af Per Gynt, der
laa i hendes Sköd.
» Klara, se op! nej, ikke saadan, lad
det vere milde Öjne, der lyser Velsignelse
over den Beslutning, jeg bar taget i dette
Öjeblik. — Jeg duer ikke mere til at blive
her, det har jeg fölt netop i denne Stund
. « « Klara, De skal ikke dömme mig, det
var ju for Barnets Fred, jeg veg — jeg vilde
nöjes med Surrogaler . . . nu ved jeg, at jeg
ikke kan det.»
Han tog Bogen ud af hendes skelvende
Haand og saa i den.
»Per Gynt drog ud i den store brogede
Verden, fordi han ikke nennede at knytte
Barnet Solvejg til sit eget sönderhakkede,
optrevlede Liv. —
Jeg bliver rimeligvis borte i mange Aar.
Vil De give mig noget med paa Rejsen,
noget, jeg kan huske fra denne Time, saa
syng Solvejgs Sang for mig, den er der in-
gen, der kan synge som De, fordi Solvejg er
Dem selv.
Han saa bönlig paa hende. »Klara, De
skal vere god mod mig.» ...
>Ja»
Saa gik hun hen til Klaveret og sang
stille og dempet:
»Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar
og neste Sommer med og det hele Aar —
men en Gang vil han komme, det ved jeg vist,
og Jeg skal nok vente, for det lofte jeg sidst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
