- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 3. årg. 1888 /
63

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Framåt. : 63

han havde fortalt hende om sine ensomme
og triste Timer, — om hvor han i dem kunde
lenges efter, at en eller anden han holdt af,
vilde komme til ham, uventet og ukaldet —
sette sig ved hans Side og snakke ham ud
af hans tungsindige Stemning.

»Kun den Kvinde, der tör vove noget,
for hvad der er hende kert, er sund og
levedygtig,» havde han jo sagt.

Og hun, hun vilde gaa med ham og
for ham i Slud och Kulde, i Nöd och Treng-
sel — bare med ham — til ham.

sSka Di snakke med Doktoren, saa er
han ellers inte hjemme:» sagde en Dreng,
der stod og rodede i en Vandpyt udenfor
Dören til det Fiskerhus, hvor D:r Mäller havde
Sommerlejlighed.

» Han er henne hos Kammerjunkerens Frue,
det er han hver evigste Dag,» tilföjede han
oplysende og nikkede velvilligt til Klara.

Der var noget ved den Meddelelse, Dren-
gen gav Klara, der gjorde hende ondt. Der
havde han veret i alle de Dage, hvor hun
havde siddet hjemme och lengtes efter ham.
— Åa ja, men han havde maaske netop
veret der, fordi han ventede at treffe hende

. det var jo der, de havde lert hinanden
at kende og sluttet Venskab.

Saa banede hun sig atter Vej ned ad
den smalle Gang, der förle fra Huset ud til
Vejen. Ribsbuskene slog hende i Ansigtet,
lukkede sig nesten om hende og dryssede
ugestfritt den ene Skylle efter den anden ned
ad hende fra de vaade Grene.

Det var hendes förste Besög. — Hun
standsede et ULjeblik ved Laagen og saa sig
om, som om hun sögle noget . . . men Huset
laa saa dödt og öde, uresundet derude var
trist og graasölet som en uhyre Reendesten.
Det havde ikke det mindste opmuntrende at
fortéelle hende, nu da hun trengte til Sol
og Lys — og Skoven da, den, der gemte
alle hendes glade Sommerminder, det var
som om den lukkede sig om dem i mörk og
tung Alvor, forbi, forbi. . . «

Der var ingen i Havestuen. Med Und-
tagelse af Regnens ensformige Pladsken paa
Verandatrinene hörtes der ikke en Lyd i Hu-
set, man skulde tro, dets Beboere var ud-
döde, saa stille som der var. Klara var lige
ved at gaa igen, hun havde forgeves sögt

efter Mennesker baade i Spisestuen og Kök-
kenet, de maatte vere ude alle sammen,
sköndt Dörene til Havestuen stode aabne, men
saa saa hun i det samme noget, der et Öje-
blik ligesom stivnede hende, det lagde sig
saa klamt og stygt over hende, det var som
om noget udsluktes. . . .

Gennem en Åabning i portieren saa hun
Kammerjunkerinden i en halv liggende Stil-
ling, hvilende paa en-mörkeröd Flöjls-Chaise-
longue og foran hende, siddende paa en lav
Gyngeskammel, D:r Mäller.

Ingen af de to talte, men af og til bö-
jede han sig ind mod hende og kyssede hen-
des smukke, blottede Arm, dvelende, sögende
opad mod Overarmen, som Kniplingsermet
kun halvt dekkede.

Hun purrede ham i Haaret og saa smi-
lende ned paa ham med sine store straalende
Öjne, saa trak hun pludselig Armen til sig

og lo, — en lille kurrende klukkende Barne-
latter.

»Jeg er bange for Dem — jeg tror De
bider.> Klaras Paraplui faldt haardt mod

Gulvet.

»Men Gud, er her nogen?» Kammerjun-
kerinden rejste sig hurtig.

Er det Dig, söde lille Klara, nej, det
var da dejligt, Du kommer rigtig her som en
Frelsens Engel til os gennem Slud og Söl,
nu kan Du hjälpe mig med at omvende dette
ugudelige Menneske . . .>» hun pegede paa
Doktoren, der havde rejst sig. Han bukkede
tavs og alvorlig for Klara uden som ellers
at rekke hende Haanden.

Klara stirrede forbavset paa sin Cousine.
Hvor hun dog var dejlig og sikker nu, netop
i hele sin lögnagtige Venlighed, dejlig og fri-
stende som Synden. ... .

»Du bliver her da i Aften, söde Klara?»

»Tak, nej, — nej, jeg kan ikke.»
»Det var da kedeligt. — Men hvad
er: der dog i Vejen med dig? Du er

saa bleg og saa ryster Du jo af Kulde,
söde Klara,» sagde Fruen og trak Klara hen
til sig. »Er det nu igen den fule Blegsot?
Naa, nu skal min lille Pige sidde hyggeligt
hos mig ved Kaminen og saa skal jeg for-
telle Dig om mit Missionsforhold til D:r Mäller.
Jeg vil, som sagt, omvende ham. — Hvad var
det nu vi talte om, da Klara kom, Doktor?»
»Om Synd Frue — om der er Synd til,
og om hvad Synd i saa Tilfelde er. .
Fruen tror paa Synd,» föjede han til
med et ironisk Smil, »hun tror f; Eks., at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:54:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1888/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free