Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt
VT
Byen, hvert Mobel stod netop paa den Plads
det skulde have for at tage sig ud.
Ja, Magdalene var rigtignok en Pige med
Smag- og Sands for det hyggelige, det maatte
sely Tuyen indrömme, hvor kritisk han ellers
var.
Fruen gik omkring som et levende Ud-
raabstegn, straalende af Fornejelse. Aldrig,
nej aldrig havde hun set et saa vidunderligt
Lys som det, Solen mnetop nu spredte over
de nys udsprungne Boge, der ovre i Skoven!
og de kunstige Palmer i Verandaen,; hvor de
tage sig ud . . . med. lidt Fantasi og lidt
mere Varme i Luften kunde man dromme
sig i Syden; naar man sad ved dem. Nej,
og saa Gardinerne, hvor de var kunstnerisk
ophengte. Gud ved: hvor Magdalene
havde faaet den brillante Ide fra? -— Hvyert
Ojeblik maatte hun have Fat i hende for at
bevidne bende sin Tilfredshed. - »Her var
aldeles bedaarende, det var dejligt at blive
her ude lige til Oktober, om Magdalene ikke
ogsaa vilde vere glad for det?»
Blodet steg Magdalene til Hovedet og
hun fik Taarer i Öjnene ved dette Sporgs-
maal. Nu maatte det siges, det hun havde
gruet for i mange Dage: »Frue! jeg kan ikke
blive hos Dem, jeg maa rejse, helst straks,
om De vil give mig Lov til det>, sagde hun
hurtig og snappede efter Vejret.
Fruen forstod aabenbart sletikke, hyad
hun mente.
Hun stirrede forbauset paa hende; »>Vil
De rejse? hvorhen? hvorlenge bliver De
borte? er der nogen syg i Deres Familie?»
»Magdalene saa et Ojeblik ufravendt paa
CGulvet, Leberne dirrede, hun var lige ved
at briste i Graad. Frue! jeg kommer ikke
mere igen, naar jeg forlader Dem . . . jeg
passer ikke mere her i Huset og jeg har
Pligter at opfylde et andet Sted, — Maa jeg
rejse ’straks? jeg kan skaffe Dem en dygtig
Pige i mit Sted — aa, Frue! jeg kan ikke
udholde at vere her en Time lengere, nu
jeg ved at jeg skal bort fra Dem og Bor-
nene. Hun stedte ÖOrdene ud hurtigt og
boönligt; »maa jeg saa gaa straks Frue?
Magdalene, kom Hen til mig, set Dem
og fortel mig saa rolig, hvad der er i Vejen
med Dem, Jeg forstaar ikke et Ord af, hvad
De siger, og jeg lader Dem ikke rejse for
De har fortalt mig Grunden, hvorfor De vil
bort. — De har for mig yvere mere en tro-
fast Veninde end et Tynde, det ved De godt»;
Fru Tuyen klappede hende venligt pua
Kinden, »husk paa vi er Deres Venner ligesaa
vist som vi er Deres Herskab».
De vil ikke kunne forstaa mig Frue, om
jeg. forteller Dem hvad jeg har oplevet i
denne Tid, forteller Dem; at jeg er kommen
til at se nyt og anderledes paa de vigtigste
Forhold i Livet, De vil fordemme mig om
jeg forteller Dem hvad jeg nu vil gore —
om mit fremtidige Liv. De kan ikke andet
kere Frue! med Deres Opdragelse og Txenke-
maade. »
Fru Tuyen blev bleg af Forferdelse, hun
kunde kun faa en eneste Mening ud af Mag-
dalenes Tale, og den var altfor skrekkelig;
rent umulig - - . hendes stolte dydige Pige.
— Nej, hun kunde ikke vere en falden
Kvinde, men om hun alligevel var — aal
saa vilde hun ikke stede hende bort, hun
vilde hjelpe hende. Hun saa forskende paa
hende, sig mig hvornaar er det sket? hvem
er han? hvorlenge kan De blive her fer...
for De maa rejse, sig mig alt, husk paå jeg
vil hjelpe Dem — trods det at De bar
skuffet mig saa skrekkeligt>.
Magdalene rejste sig, »>Frue», sagde hun
heeftig, »De misforstaar mig, jeg er ikke hvad
De antager mig for, en forfort Pige, jeg kan
endnu staa med oprejst Hoved og se den
gamle Sredelighedslere lige i fOjnene saa
lenge jeg er i Deres Hus — men naär jeg
gaar bort herfra, saa vil jeg efter Deres Mo-
ral vare hvad De antog, mig for. — Jeg
gaar bort hertra til en Mand for Hvem jeg
vil ofre Livet om det kunde bringe ham
Lykke. Jeg vil blive hos ham og vere ham
tro, saalenge han vil have mig. Hvad enten
Verden kalder mig hans Hustru eller hans
Elskerinde, er mig: ligegyldigt; jeg ved hvad
det Skridt koster, jeg ger. Jeg har kempet
og stridt imod, men alle de gamle Baand og
Vedtegter lssnedes, jeg tror kun paa ham,
lever kun ved ham — jeg gaar til hans
Hjem uden Brudekrans og uden at en eneste
venlig og deltagende Tanke vil fölge mig...
jeg ved jeg faar Fattigdom og tunge Dage
at stride imod, men det faar ikke hjaelpe, jeg
kan ikke handle anderledes».
»Aa, Magdalene tenk dog for Guds Skyld
paa, hvad De ger, for det er forsilde, hvem
er han? hvem er det Menneske? han maa
rent have forhekset Dem».
»IJan hedder Rosen. Frue! hvad saa
Folk af Deres Stand siger om ham — jeg
ser op til ham, jeg elsker ham».
»Rosen! Ham Socialisten, den Rover,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
