Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
» Magdalene».
der forforer Arbejderne. Det var ham der
fik Folkene til at nedlegge Arbejdet ude paa
vor Fabrik i Efteraaret. Sporg Tuyen selv,
saa skal De faa at vide, hvor ondt og farligt
et Menneske han er. — Du store Gud! at
De er sunken saa dybt, at De tror paa et
saadant Udskud af Menneskeheden — ja, saa
er det bedst De forlader os jo for jo heller»,
Fru Tuyen vendte hurtig Magdalene
Ryggen og gik ud i Haven til sin Mand.
»Tuyen!»
»Ja lille Alma.»
Direktören saa distrait paa sin Hustrus
blussende Kinder: »hvor Du er varm, ja, man
har . godt af Landluften. Aa Du, hvor det er
velsignet rart saadan at kunne gaa lige ud i
Guds frie Natur i Morgenfrakke, med Pibe i
Munden og» — han saa velvilligt ned paa
sine Fedder, »rent ud sagt i Sleber.»
»Tuyen, man faar aldrig Lov til at vare
glad, sagde Fruen bittert. Nu havde vi det
saa rart og alt var saa vellykket med Flyt-
ningen, og saa skal der hende noget saa
skrekkeligts.
»Herre Gud!» Direkteren slap Piben af
Forskrekkelse, »hvad er der nu paa Ferde?
har den store Minerva knekket Halsen? jeg
sagde Dig nok, lille Alma, Du er for uprak-
tisk til at kunne pakke Kunstverker ind, men
Du vilde jo endelig hjaelpe til».
»Aa nej, hun staar hel och holden inde
paa Dit »Skrivebord>», svarede Fruen utaal-
modig. >»Det er Magdalene der skal bort fra
08», og nu fortalte hun med ustandselig Hur-
tighed under Taarer och Vredesudbrud den
Begivenhed, der havde rystet hende saa sterkt.
Direktoren ledsagede sin Kones Fortceel-
ling med smaa dybsindige Strobemeerkninger,
Han havde nu altid tenkt sig at der var no-
get muggent ved den Pige . . . hendes Dyd
var naturligvis ikke andet end Snerperi.
Pokkers klog det var hun, og baade velskabt
og velopdragen, men hvad kunde det nytte
naar Kaärakteren var skidt.
Han kunde godt have Lyst til at gaa
ind og skelde hende rigtig ud, hvis ban ikke
foragtede at blande sig i Pigevrevl. Desuden,
naar hun först var kommen i Kast med saa-
dan en Slyngel som Rosen, saa vilde al Tale
vere spildt paa hende; han kendte desverre
af Erfaring den Fyrs Indflydelse paa simple
Folk.
Ja, at vi vil savne hende, Alma! det
har Du Ret i, for Ordensands det har hun.
Dagbladet laa alltid paa sin Plads naar jeg
kom hjem fra Kontoret», sagde Direktoren
med et let Anströg af Vemod i Stemmen, I
den Tid hun har veret her paa bandet havde
Aage detimod nesten altid lavet Papirshatte
af det for jeg fik Lov til at lase det. —
Naa, vi maa lade hende rende jo fer jo heller.
— Jeg vil ikke se hende for mine Pjne efter
den Historie. Kom nu med, Du lille bedrö-
vede Kone, saa skal jeg vise Dig hvor jeg
har tenkt paa at legge Aspargesbedene til
neste Aary, sagde Direktoren trostende, og
forte hende ned mod en Stump udyrket Jord,
der laa udenfor Haven. Hvad siger Du til
den Ide? naa, se nu lidt fornejet ud igen,
08 Bau — saa vil vi tage os et ekstra godt
Glas Rodvin till Middag . . . men lad den
endelig. ikke verc for kold, aa! det er ogsaa
kedeligt med den Historie. Magdalene vidste
| paa en Prik hvad Temperatur Vinen skulde
| have».
Fruen folte ingen ’Trest ved Synet af de
eventuelle Aspargeshbede, hun overlod snart
sin Mand til ensomme Proprieterbetragtninger
af sit Jordegods og gik ind for at betale
Magdalene hendes Lön, samt meddele hende, at
Direktoren onskede, at hun forlod deres Hus
straks. Saa sagde hun hende et koldt
Farvel, og enskede hende til Afsked, at hun
maatte faa sin retferdige Straf og vende ang-
rende tilbage, det vilde hun bede Vorherre om.
Magdalene bley et Ojeblik staaende, hun
saa bonlig sporgende paa sin Frue. Om hun
dog ikke havde et venligt forstaaende Ord
til hende, far de skiltes, Nej, saadan domte
de alle, sely hun der för var saa mild og
god, saadan domte de, der kaldte sig Kristne.
Ja han og alle de mange, der i Vrede
knyttede Haenderne mod det bestaaende Sam-
fund havde Ret — maatte have Ret.
De boede ude i en lille faldefrerdig Ronne
paa Kristianshayn. Huset, havde stottet sin
brostfaeldige Tilverelse til et möegtigt Pakhus
af Kampesten, jo mere det knagede og bra-
gede i dets gamle Lemmer, jo mere klistrede
det sig op til sin Nabo og voksede sig der-
ved ligesom ind mellem Murens utilhuggede
Stene. Fra Pakhuset stirrede flere Rekker
sorte Luger foragtelig ned paa den lille gron-
skimlede Skifting ved dets Fod, men man
nojedes med ät foragte det og lod det staa,
af Princip naturligvis, fordi den Fattige nu
en Gang ogsaa skal have Loy til at eksistere,
selv om det er felt at se paa for de mere
vel stillede. Inden for den lille grönnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
