- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 3. årg. 1888 /
182

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

182

» Magdalene».

jeg har senere set dem her ude paa Kristi-
anshavn, De interesserede mig — maaske
fordi jeg havde hort at De levede sammen
med en Mand, som jeg betragtede som Reli-
gionens og Moralens Fjende, maaske skont
kun halvbevidst, fordi De er smuk og ser saa
sund og levedygtig ud, jeg ved det ikke selv,
men jeg greb mig ofte i, at tenke paa Dem.

Saa blev det mig, der fik det Hverv at
forrette Jordpaakastelsen ved Rosens Begra-
velse, jeg havde ikke nodig, havde maaske
ikke en Gang Ret til at tale ved hans Baare,
men da jeg saa Dem i Folget, folte jeg en
pludselig Trang til at tale, til at slynge den
Afdodes Synd og Last i Ansigtet paa hans
Tilhengere, jeg deomte og fordomte ham i
Guds Navn, Hadet til ham og til hver fri
Tanke han havde opelsket, gjorde mig varm,
jeg” vilde rive Vennerne bort fra hans Kiste,
ved at vise dem hvilken ussel Synder, han
havde veret — men först og sidst vilde jeg
omvende Dem, derfor er jeg kommen til Dem
i Aften, Tanken om Dem lod mig ingen Ro,
kan De forstaa det? nej, De kan ikke, jeg kan
jo knapt forstaa mig sely i dette Ojeblik.»

»Jo, jeg tror jeg forstaar Dem, sagde
hun, »jeg forstaar hvad jeg haaber ikke er
klart for Dem selv, at jeg for Dem er en
Fristelse, det er ikke Deres Trosiver, men
Deres Köds Skröbelighed der har fört Dem
til mig i Aften, gaa hjem og randsag Deres
eget Hjsaerte, og ver saa en anden Gang erlig
imod den Gud, de fjener... naar de gaar
ud for at omvende Syndere i hans Navn, saa
lad ham ikke vere Skalkeskjul for Had eller
Lyst.

Gaa ned og kom ikke mere igen, De er
en Forargelse i dette Hjem, husk paa det er
hans Hjem, og husk paa jeg er hans Enke,
det vil jeg vedblive at vere, jeg vil leve i
Mindet om ham og prove saa fattig og udyg-
tig, som Jeg er, att arbejde og give min lille
Skeryv til det Maal, han strebte hen mod.»

De havde begge to rejst sig og stod et
Ojeblik tause overfor hinanden,., »hvad ven-
tede han paa nu.» Hvor hun havde ydmy-
get ham, hvor hendes Blik var koldt og for-
agtende, og hvor hun dog var dejlig netop
saaledes — nej han vilde ikke opgive hende,
hun skulde vindes. og ydmyges, som han var
bleven det, Tiden og Fattigdommen vilde nok
böje hende. . . Saa tog han sin Hat, bukkede
for hende och rakte hende Haanden, »Far-
vel! vi to vil ikke domme hinanden mer,
vi vil mgdes igen, naar Tiden har mildret

Deres Sorg og Vrede, husk saa paa, at De
har en Ven, og at han venter paa Dem.»

Et Vindpust smeekkede Doreen i efter
Presten og bleste Lyset ud, Magdalene havde
ikke Lyst til at tende det igen, hun satte
sig 1 Sofaen trak Bordet hen til sig og lagde
Hovedet paa Bordpladen.

»En Ven der ventede paa hende»,i Dag
var den ene begravet og nu havde en anden
allerede meeldt sig ... det turde man ustraf-
fet byde den Fattige — hun brast i Graad,
aa, hvor hun fölte sig svag nu, al hendes
Sikkerhetll var blest bort som Lyset. Angest
spurgte hun sig selv, hvad hun vilde? hvad
duede hun til? hvad kunde hun endnu ud-
rette i Livet? fremad som ham, mod det nye,
det taagede det deemrende, eller ... tilbage?

Tilbage — det var som om hun felte
Hvile ved Tanken om, at vende tilbage til
alt. det gamle det nedarvede — vende tilbage
— omvende; sig . .. tilbage eller fremad,
nej, fremad, men med Gud — som Gud vil
det. —

Saa sov hun ind, tret som et Barn, der
efter en lang Dag har fundet Tryghed og
Hvyile.

» Pastor Petersen enskede gerne at tale
med Fruen,»

»Aa, er han der allerede det var godt.
Bed Pastoren tage Plads i Kabinettet, Marie,
sig ham, at jeg straks skal komme ind til
ham.»

Fru Tuyen kikkede ind i Spejlet, rettede
paa sin Morgenkappe, pillede lidt ud i sine
Pandekroller og saa med det samme at hen-
des. nye Morgenkjole egentlig kledte hende
ganske fortreffeligt. — Hun sendte sig selv
et lille anerkendende Nik i Spejlet. — Hun
var egentlig en sed lille en, det vidste hun
godt, og den Bevidsthed havde altid lettet
hende Vejen gennem Livet, sely under de
alvorligste Forhold.

Pastoren og hun talte ofte sammen.

Hun var en fittig lille Bi, der forstod
at Sanke Honning til den store Kube, en tro-
fast og nidkar Tjenerinde i Missionens Sag,
sagde han ofte til hende, Og hun hävde
virkelig ogsaa vist sig ualmindelig dygtig til
alt, hvad der gik ind under Faget Indsam-
linger og Bazarer, ikke sparet hverken paa
Smil eller Stövler, sagde hun i Fortrolighed
til sine Venner.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 24 21:54:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1888/0182.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free