Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
221
vedkom jo egentlig slet ikke dem, og det er
saa herligt at dröfte og afgöre Tidens store
Spörgsmaal, naar man selv staar udenfor og
ikke er Part i Sagen. — Saa en Aften lige
som de var i Ferd med at gaa ud paa deres
sedvanlige Aftentur, fik de Besög af Prestens
gamle ugilte Söster; de var ikke videre op-
byggede af Visitten, men maatte göre gode
Miner til slet Spil.
Munden gik uafladeligt paa den gamle,
snakkesalige Jomfru; hun snakkede om Vind og
Vejr og:om alle Naboernes Forhold. »Jeg kom-
mer lige fra Petersens’,» sagde hun i Samtalens
Löb, »de har faaet saadan en söd lille Dreng;
ja De husker vel nok den unge Fru Petersen,
hun blef gift, lad mig se netop den Sommer,
den unge Kunstrer, eller hvad han nu var,
laa her ude, bam den smukke Fyr, jeg saa
ofte mödte Dem med, kere Fru Storm,» og
hun sendte i det samme Landinspekteuren et
hurtigt Blik fra Siden uden at standse sin
Tales Ström et GQjeblik, — »vi troede saa-
meend alle, der var blevet et Par af Dem, lille
Frue og ham, ja det var den Gang, men hvad
blev der af ham siden?»
»Han rejste bort,» svarade Gyda kort, og
lidt efter tog den gamle Pige Afsked med det
unge Par.
Gyda stod ubeviegelig ved Havelaagen og
stirrede drömmende ud for sig, hendes Mand
iagttog hende skarpt, ingen af dem talte et
Ojeblik.
»Hvem var han, dette Menneske, Fröken
Brun omtalte, hun saa ofte havde set Dig
med?» spurgte Storm lidt efter, og hans
Stemme löd saa besynderlig fremmed, »0og
hvorfor har Du aldrig talt til mig om ham?»
»Aa, jeg har ikke tenkt paa ham,» svarede
Gyda, medens: hendes Blik endnu stirrede ud
i det fjzerne, »ellers havde jeg vel nok om-
talt ham. Han elskede mig, ingen har elsket
pig saaledes, og han var saa smuk, smukkere
end han kunde ikke Griekernes Apollo have
veret. >
»Ja saa, -— og Du?»
»Jeg?» hun löftede hurtigt Ojnene og saa
paa sin Mand,; »jeg forstaar Dig ikke,» syva-
rede hun lidt köligt.
»Det vil vel sige, Du vil ikke forstaa mig,
men Du vil maaske veere saa god at sige
mig, hvem denne Mand var, og hvorledes Dit
Bekendtskab til ham var, siden han opholdt
sig her ude og saa ofte saas i Dit Selskab?»
»Jeg betragtede ham som min Ven,» sagde
Gyda kort, medens det hede Blod begyndte
at farve hendes Kinder.
»Din Ven, hm, jeg vidste ikke af, at Du
havde; haft: Venoner, Du ved, jeg tror ikke paa
Venskab mellem Mand og Kvinde, men hvem
var han? Hvorfra kendte Du ham? En Mand
har vel Ret til at vide Besked med sin Hustrus
Fortid.>
Han talte roligt, men hans Ojne havde et
usedvanligt Udtryk; og han var lidt mere bleg,
end han plejede at viere.
»Forlid,» hun rettede sig rask i Vejret, og
hendes Ojne lynede; »hvor den kleder Dig
nydeligt denne Selvherskermine,» vedblev hun
spottende, »men Du glemmer’ vist, at jeg den
Gang ikke kendte Dig og altsaa ikke skyldte
Dig Regnskab for mine Handlinger, og det
gör jeg heller ikke nu, thi skjönt min Frem-
tid tilbörer Dig, er mil foregaaende Liv min
egen Ejendom;>»
»Mener Du det, — men: det er ikke min
Opfattelse, og jeg vil vide, hvorledes Dit For-
hole til denne smukke Fremmede har vieret,
og hvem han var.»
»Du pil, det var ret, men jeg vil ikke
svare paa Spörgsmaal, Du ingen Ret har til
al fordre besvarede.»
Hans blaa Ojne bleve mörke af tilbagetrengt
Vrede og Utaalmodighed.
»Du vil ikke svare mig, saa vil det blive
Din egen Skyld, naar Du veekker hos mig en
Tvivl som,» —
»Som, — bliv kun ved,» og hun saa i
Vejret med et trodsigt Udtryk i sine klare
Ojne, »men hvad er det saa, Du vil vide? At
han opholdt sig her ude for saa lenge som
muligt at vere i min Nierhed, og at jeg saa
ham og talte med ham hver eneste Dag; havde
jeg maaske ikke Lov der til?»
»Og hvad mere?» spurgte han hurtigt uden
at se paa hende, »lad mig faa alt at vide,
thi der har vel veeret mere.»
>Nu vel,» vedblev hun i samme trodsige
Tone, »selv om der havde vieret mere, meget
mere, hyad vedkommer det saa Dig? Har
Din Fortid veret saa ren og pletfri, at Du
kunde have nogen Ret til at dömme andre;
Selv om jeg havde elsket ham, denne Mand,
selv om jeg havde givet efter for min Kier-
lighed, kunde Du saa have nogen Ret til at
dömme mig? Naar en Kvinde fölger sin Til-
böjelighed, saa er det en Forbrydelse, naar
en Mand derimod har hundrede ZEventyr,
med hvilke. Hjertel intet har at göre, saa er
det kun tilladeligt og nalurligt, er det Ret?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
