- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 3. årg. 1888 /
222

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

222

Theorier.

Skal vi da aldrig komme ud over disse for-
zeldede, mosgroede Tilstande? - Vi Kvinder
fordrer ikke en umulig, unaturlig Renhed og
Kyskhed af Manden, men vi fordrer som vor
Ret en skaanselsfuldere Bedömmelse.> —

»Hold op, det er nok;» og han gik teet hen
til hende og greb hende haardt i Armen, »Du
gör mig gal,» hviskede han hest, »lad mig
faa Sandheden at vide, hvem er Dn? Har
jeg virkelig taget saaledes fejl af Dig, som
jeg elskede saa höjt?» -—

Hun rev sig lös og traadte et Skridt tilbage.

»Tro hvad Du vil om mig,» udbröd hun
stolt, »det er mig, som har taget fejl af Dig,»
og hun gik rask tilbage til Huset og lukkede
sig inde paa sit Veerelse.

Det gerede i hendes Bryst, hendes Sind
var i Oprör.

Saa var han, hendes Mand altsaa ligesom
alle de andre, overberende mod sig selv og
strengt dömmende lige over for Kvinderne,
skinsyg selv paa en Skygge.

Hvor var Friheden, den ligestilledes Rettig-
heder? Havde Manden Ret til at fordre alt
og selv — — — hun oprörtes ved at trenke
derpaa.

Hvorledes andre Kvinder dömte og teenkte,
det vidste hun ikke, bröd sig ikke om at vide,
hun vidste, hvorledes hun selv taenkte, og
hun kunde ikke tilgive ham dette, denne Smaa-
lighed, dette snevre, indskreenkede Syn. Man-
den var altsaa endnu Selvherskeren, der skrev
sine egne Love, og Kvinden var den stakkels
Slavinde, der maatte taale alt. Hun harmedes
paa sit Köns Vegne, en del, uegennyttig
Harme fandt hun, og hun var vred paa Erik,
meget vred. — — Mon han stod nede i
Haven endnu? Hun havde ikke hört ham
komme op. Hvor han havde set fortvivlet ud,
i det Ojeblik han greb hende i Armen, og
hvor han havde grebet haardt, stakkels Erik,
han led vist, hun vidste jo dog godt, hvor
höjt han elskede hende.

Del var urigtigt af ham, meget urigtigt at
optreede som han havde gjort, naturligvis var
det hende, der havde Ret, og Erik, Der havde
Uret, Erik, der havde svigtet alle sine fri-
sindede Theorier, men tilkom det ikke hende,
maaske netop derfor at viere edelmodig og
pröve paa at vise ham, hvorledes hans Op-
försel stod i aabenbar Strid med alle hans
forrige Ideer?

Hun vilde dog se, hvor Erik var.

Han stod nede i Haven paa samme Plet
som för, lienet tungt imod Hovelaagens Stolpe,

og der var et saa mörkt, nesten fortvivlet
Udtryk i hans blaa Ojne, at det skar hans
Hustru lige ind i Hjeertet, og hun glemte i
et Nu alt andet for kun at huske et, at hun
elskede ham.

Hun slyngede sine varme, blöde Arme om
hans Hals og lagde sin Kind ind mod hans.

»Erik,» Hhviskede hun sagte og blödt, >Du
ved jo saa godt, saa godt, at Du er den eneste,
jeg nogen sinde har elsket, hvad kunde jeg
for, at han, denne anden, elskede mig; han
var jo intet for mig. Han boede her ude i
nogen Tid, jeg saa ham og talte med ham,
det var alt, og saa rejste han bort, langt
bort, jeg har aldrig hört fra ham senere og
bryder mig heller ikke derom. Men det ved Du
jo godt, min egen Ven. — Dog hvad nytter det
saa, alt det, der tales om Kvindens Frigörelse
og Ligestilling med Manden, naar det förste
ublide Pust fra Virkeligheden kan bringe alle
de sköneste ”Theorier til al ramle sammen.»

Hun saa paa ham med et alvorligt, sörg-
modigt Blik:

Han böjede sig bastigt ned og kyssede
hende varmt — medens en mörk Rödme
flöj over hans solbrunede Trick,

Men hendes Hj:erte sved.

Ragnhild.

(Vandringsminne.)

let var när qvällsolsrodnaden slog
NW en slöja kring stupande, skroflig brant
och flammig glödde den strimmiga kant,
som purpurn längs efter åsen drog —

du följde oss tyst uppför stigen, som vek
till hotellet. Du teg — men du log som på lek;
du log så godt, att det kändes varmt

om hjertat, ’som mest är så tomt och armt.
Det var elt leende, fjällskogens likt

i aftonguldet, som glimmar rikt!

Men djup, allvarlig, lik grunden derunder,
som rufvar på olösta gåtors under,

som gömmer mörker i hvarje remna

och hyser en sorg, för stor att nämna —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:54:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1888/0222.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free