- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
106

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

106

( FRAM OVER POLHAVET.

brudt op, og det er den vel lige til land. Vi hadde
ikke længer med den sammenhængende svære
polaris at gjøre, men med tynd opbrukket pakis, udsat
for alle vindens luner — og måtte forsone os med
den tanke at krafse os frem fra flak til flak, som

o

bedst vi kunde. A, hvor meget skulde jeg ikke i
dette øieblik git for at det var mars, med al dens
kulde og lidelse, istedenfor slutten af mai, med nær
på varmegrader. Det var netop denne slutten af mai
jeg hadde været så ræd for, — netop den tid jeg
hadde ment det vilde være af høieste vigtighed for os
at ha nåd under land. Desværre skulde altså min
frygt vise sig ikke at være ugrundet. Nu begyndte
jeg næsten at ønske at det var en måned eller mer
senere, kan hænde isen da blev slakkere her, med
mange åbne klarer og råker, så en for en stor del
kunde komme frem i kajak. Ja, hvem kunde vide!
Denne tynde skrøbelige nyisen så ud til lidt af hvert,
og blåner af råker sås på himlen i alle retninger,
men mest der langt langt forud. Den som bare var
der, den som bare var under land! .... kanske —
når alt kom til alt, skulde vi til slut bli nødt til at
vente her i isen over den tid da mildveiret og
forefaldet kom for alvor, — i denne dybe sneen vilde
vi jo da knapt komme frem. Men hadde vi mad
nok til at vente så længe? Ja, det var vel mer end
tvilsomt. — Som jeg stod i disse triste tanker oppe
på et høit koss og så udover isen sydefter, råk i
råk, skrugar efter skrugar, hørte jeg med ett den
vel-kjendte lyd af hvalblåst fra en råk lige bag mig.
Der var svaret på mine sorger — sulte skulde vi da
ikke, dyr er her da, og børser og harpuner har vi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0132.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free