- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
168

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

168

( FRAM OVER POLHAVET.

dagligdags vilde gå tungt og sent at komme frem,
der hvor en synker i sneen til knæs, og hvor en vilde
betænke sig længe nok for at finde en overgang over
råkene — lad bare jagtiveren flamme op, og det går
henover det alt sammen, som det var flade slette isen.
Binnen var hårdt såret og drog på det venstre forben;
hun kom ikke så fort frem, men altid fort nok til at
jeg hadde min nød med at hænge efter. Ungerne
sprang bekymret omkring moren, og helst et lidet
stykke foran, som for at få hende med sig; de skjønte
nok ikke hvad som feilte hende. Alt i ett så de sig
alle tre tilbage efter mig, som trasked i vei det jeg
orked. Mange ganger var jeg på skudhold; men
binnen snudde gjerne bagdelen til, og denne gang vilde
jeg være sikker på at gjøre det af med hende; for jeg
hadde bare tre patroner, en til hver af dem. Endelig
oppe i et svært koss viste hun mig bredsiden, og der
stupte hun også. Ungerne skyndte sig deltagende
bort til hende da hun faldt — det kunde gjøre en
vondt at se på; de snuste på hende, puffed til hende,
og sprang rundt rådvilde og fortvilede. Imens hadde
jeg fåt en ny patron i riflen, og la den ene ungen
overende, der den stod på et høit fremspring. Med
et dumpt brøl styrted den ud over skråningen og ned
på moren. Endda mere forskrækket rendte den andre
ungen bort til den; men stakkar, den kunde nok
ingenting hjælpe. Mens broren velted sig brølende,
stod den sorgfuld og så snart på ham og snart på
moren, som lå der døende, badet i blod. Da jeg
nærmed mig, vendte den hodet aldeles ligegyldig mod
mig — hvad var vel jeg for den nu længer! Alt den
hadde af hjem og af kjært i verden lå jo der foran

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free